Verdens flygtninge sætter kedelig rekord

Antallet af flygtninge i verden har aldrig været højere end nu, viser ny FN-rapport.

Syrien, Somalia og Afghanistan er tre af de lande, flest mennesker flygter fra. (Foto: © Mahmoud Zayyat, Scanpix)

65,3 millioner mennesker. Så mange var ved udgangen af 2015 drevet på flugt på grund af krig, konflikter og forfølgelse.

Det viser en netop offentliggjort opgørelse fra FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR.

Fra udgangen af 2014 til udgangen af 2015 er antallet af fordrevne mennesker steget med seks millioner fra 59,5 millioner.

Opgørelsen markerer dermed den sørgelige rekord, at antallet af flygtninge og migranter for første gang overstiger 60 millioner på verdensplan.

Dette svarer ifølge UNHCR til, at et ud af 113 mennesker på verdensplan enten er flygtninge, asylansøgere eller internt fordrevne.

Høje tal skyldes vedvarende konflikter

UNHCR giver i rapporten tre svar på, hvorfor vi ser flere og flere flygtninge på verdensplan.

For det første ser organisationen, at konflikter, der skaber mange flygtninge, nu varer længere. Som eksempel nævnes konflikterne i Somalia og Afghanistan, disse har nu været henholdsvis tre og fire årtier.

Samtidig kommer der stadig nye konflikter til. Rapporten konkluderer, at dramatiske nye konflikter forekommer oftere. Her nævnes Syrien, Ukraine, Syd-Sudan og Yemen som eksempler.

UNHCR ser som sidste faktor, at det går stadigt langsommere med at finde løsninger til flygtninge, hvilket i sidste ende også bidrager til det høje flygtningetal.