Verden er langt fra mål om to graders global opvarmning

Kloden bliver 3,1 grader varmere i år 2100, viser de foreløbige klimamål FN har modtaget

FN's generalsekretær Ban Ki-moon har indkaldt til klimamøde mandag for at give verdens ledere en opsang inden COP21 i Paris. . EPA/PATRICK SEEGER (Foto: © Patrick Seeger, Scanpix)

I dag afholder FN's generalsekretær Ban Ki-moon et såkaldt højniveau klimamøde i New York.

Formålet: at få verdens ledere til at rubbe neglene inden den næste store klimakonference COP21 i Paris i december, hvor der gerne skal laves en klimaaftale der forpligter alle medlemmer til at reducere udledningen af CO2.

Og der er et stykke vej.

Følg med i fremtidens temperatur

På den online klimaanalyse Climate Action Tracker kan man løbende følge med i, hvilke klimamål de enkelte lande har sat – og hvad de kommer til at betyde for klodens opvarmning.

Indtil videre står analysens termometer på 3,1 grader celsius. Altså et godt stykke over det fælles erklærede mål om at temperaturen skal stige med mindre end to grader.

- Vi er kommet et godt skridt fremad, men der er et godt stykke vej endnu. Vi skal huske, at vi kun er i starten af en proces, siger direktør i den grønne tænketank Concito, Christian Ibsen.

EU ikke ambitiøs nok

Alle FN-lande skal komme med deres klimamålsætninger – kaldet INDC (“Intended Nationally Determined Contribution”) – som er deres bud på, hvad de vil gøre for at mindske deres udledning af drivhusgasser.

De skal være klar inden COP21 i december og samlet set helst betyde, at temperaturen stiger med mindre end to grader.

- Det er utopi at tro, at en aftale i Paris leverer to grader. Men det er heller ikke dét, vi skal synes er formålet, mener Christian Ibsen..

Derimod skal det være et startskud, der forpligter landene til at arbejde hen mod målsætningen på to grader, siger han.

- Den skal være så fleksibel, så man hvert femte år skruer op for ambitionerne og så vil det stadig være muligt.

Indtil videre har kun 12 lande budt ind, viser FNs opgørelse, og otte er blevet vurderet af Climate Action Tracker. Blandt andre USA, Norge og EU, som forhandler på medlemsstaternes vegne.

Alle tre har fået karakteren ”medium”. Deres klimamål er i sig selv ikke ambitiøse nok til at nå under to graders stigning og ville kræve, at andre lande udleder væsentligt mindre.

Mål er bedre end ingenting

Landenes INDC’er er dog et godt skridt på vejen. Hvis verdens lande fortsætter deres udledning af drivhusgasser som nu, vil den gennemsnitlige temperatur stige med 3,6 til 4,2 grader celsius.

Bag Climate Action Tracker står fire organisationer: Climate Analytics, NewClimate Institute, Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland, institutionen og det europæiske konsulentfirma Ecofys.