Venezuelas leder sværger at ramme fjender med ny forsamling

Når en ny lovgivende forsamling er valgt, venter der oppositionsleder Guevara en fængselscelle, siger Maduro.

Demonstranter i Colombia mod valget til en ny lovgivende forsamling i Venezuela, som afholdes søndag. (Foto: © John Vizcaino, Scanpix)

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, siger, at han vil bruge en ny lovgivende forsamling i landet til at gå efter sine politiske fjender.

Venezuelanerne skal ved et valg søndag vælge 545 delegerede til en ny lovgivende forsamling. Den skal erstatte det nuværende parlament og omskrive Venezuelas forfatning.

Den nye forsamling vil give Maduro næsten ubegrænsede beføjelser.

Vil retsforfølge opposition

I en tale på stats-tv lørdag aften lokal tid siger den socialistiske præsident, at han vil have forsamlingen til at tage den forfatningsmæssige immunitet fra oppositionspolitikere og retsforfølge dem.

Samtidig lover han at fængsle oppositionsleder Freddy Guevara, som er en af initiativtagerne til de seneste fire måneders protester mod regeringen.

- Der venter med garanti en celle på denne lille Hitler, siger Nicolas Maduro, som ofte refererer til Freddy Guevara som Hitler.

Oppositionen vil boykotte søndagens afstemning og siger, at valget er konstrueret, således at Maduros socialistiske parti fortsætter med at dominere.

Systemet er skruet sådan sammen, at mindre valgkredse, hvor præsidenten står stærkt, vejer lige så tungt som større byer, hvor oppositionen har stor tilslutning.

Alle 5500 kandidater til de 545 pladser i den nye forsamling er tilhængere af præsidenten.

/ritzau/AP