Venezuela: Kandidat dræbt af skud på valgdag

I dag skal vælgerne i Venezuela vælge nyt parlament. En oppositionskandidat er dræbt, skriver BBC.

Valget i Venezuela skal sammensætte en ny lovgivende forsamling, der skal erstatte det nuværende parlament. (Foto: © JUAN BARRETO, Scanpix)

En kandidat til dagens kontroversielle valg i Venezuela er blevet skudt og dræbt, skriver BBC.

Landets ministerium for offentligheden skriver på Twitter, at drabet skete i nat.

- Den offentlige anklagemyndighed i Bolívar efterforsker drabet på advokaten José Félix Pineda, står der.

- En gruppe personer brød ind i offerets hjem, der ligger i området Brisas del Sur Tres og skød ham flere gange.

Det er uvist, hvilket parti vedkommende stillede op for, men de fleste kandidater er tilhængere af Maduro, skriver den spanske avis El País.

Venezuelas udskældte præsident, socialisten Nicolás Maduro, vil have valgt en ny lovgivende forsamling, der får magt til at afsætte det nuværende parlament.

De 545 medlemmer af forsamlingen får til hovedopgave at omskrive det kriseramte lands forfatning.

Det ventes at give Maduro næsten ubegrænsede beføjelser, og det har medført kritik fra oppositionen, FN, USA og en lang række latinamerikanske lande.

Maduros beslutning om at afholde søndagens afstemning har udløst næsten daglige protester på til valget. De seneste fire måneder har flere end 115 mistet livet i demonstrationer mod præsidenten og regeringen.

/ritzau/