- Vi har gjort store ting.
Den melding fik pressen i Hamborg i aftes fra Bernd Baumann, leder af Alternative für Deutschland lokalafdeling i byen, efter meldingen om, at partiets glimrende valgresultat havde resulteret i mandater i Forbundsdagen, skriver Hamburger Morgenpost.
Men selvom der var nok at fejre på værtshuset 'Olita's Treff', måtte festen afsluttes blot en halv time efter Bernd Baumann havde udtalt sig til den fremmødte presse. Flere og flere utilfredse demonstranter var nemlig begyndt at samles i den indre del af byen med mål om at gå mod værtshuset og valgfesten.
Kun få minutter efter det sidste personale havde forladt 'Olita's Treff' ankom omkring 150 demonstranter til stedet, hvor de blandt andet råbte "Hele Hamborg hader AfD" - et budskab, der gik igen flere steder i Tyskland.
Blandt andet i Frankfurt, hvor demonstranterne gik fra byens banegård igennem den indre del af byen med et banner påmalet "Hele Frankfurt hader AFD".
Bild skriver, at det forløb ganske fredeligt, og ifølge avisen var omkring 800 mennesker mødt op til demonstrationen. Frankfurter Allgemeine skriver dog, at der blot var omkring 300 demonstranter.
Også i Köln havde demonstranter annonceret et protestoptog mod AfD. Ifølge Kölner Stadt-Anzeiger var omkring 400 mennesker mødt op, og alt forløb fredeligt.
Ifølge Die Welle brød der også spontane demonstrationer ud i München, Dusseldorf, Göttingen, Dresden, Mainz, Saalfeld og Leipzeig - ved sidstnævnte deltog mellem 500 og 600 mennesker.
Taxi kørte demonstranter ned
Generelt forløb demonstrationer i Tyskland ganske roligt. Også i Berlin, hvor den nok største af demonstrationerne fandt sted foran natklubben Traffic Club, hvor Alternative für Deutschland afholdt partiets helt store valgfest.
Her meldes omkring 1.000 demonstranter at være mødt op for at udtrykke deres utilfredshed med partiet. Med sig havde de skilte med udråb som "Racisme er intet alternativ", "Alf i stedet for AfD" og "13 procent er skammeligt".
I begyndelsen tog flere af AfD's medlemmer opstilling på balkonen for at se på de fremmødte demonstranter, men senere på aftenen blev balkonen ifølge Reuters ryddet, da demonstranterne begyndte at kaste forskellige genstande. Og det var måske nok en god idé, for samme aften skrev politiet i Berlin på Twitter, at flere betjente var blevet ramt af flaskekast.
På et tidspunkt var alle udgange fra stedet også blokeret af demonstranter, og derfor måtte betjente på et tidspunkt eskortere et medlem af festen ud til en ventende taxa. Demonstranterne samledes hurtigt omkring taxaen, der ifølge Der Tagesspiegel - som har talt med et øjenvidne - endte med at ramme tre demonstranter og køre over for rødt på vej væk fra stedet.
Ifølge Zeit Online fortsatte protester på Alexanderplatz selv efter, at AfD's valgfest blev afsluttet.
Protest fra de #87prozent
Protesterne mod Alternative für Deutschland fandt dog ikke kun sted på gaderne i Tyskland. Også online råbte utilfredse tyske vælgere højt om deres ubehag med partiets store fremgang.
Med henvisning til AfD's valgresultat på 13 procent af stemmerne samledes andre dele af vælgerskaren under hashtagget #87prozent - altså en del af den store gruppe, der ikke stemte på partiet, skriver Euronews.
- Jeg er #87procent og nu mere end nogensinde vil jeg forsvare mit land mod antidemokrater og racister, skriver Twitter-profilen Aiman A. Mazyek blandt andet.
Brugen af hashtagget tog særligt fart, da avisen Zeit Online brugte det på Twitter til at spørge, hvad de 87 procent så ønsker efter valget.