Endeligt resultat fra tysk valg bekræfter nedtur for Merkel

Det højrenationale AfD stormer ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne, viser resultat.

Angela Merkel har fået fire år mere som Tysklands kansler, viser det endelige valgresultat. Men ellers er der ikke meget at fejre for hendes parti CDU/CSU. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

Forbundskansler Angela Merkels kristendemokrater i CDU samt søsterpartiet CSU får 33 procent af stemmerne fra søndagens valg i Tyskland.

Socialdemokraterne i SPD får 20,5 procent, mens det EU- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) får 12,6 procent af stemmerne.

Det viser det foreløbige resultat med stemmerne fra samtlige 299 valgkredse talt op tidligt mandag morgen. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Imens får venstrefløjspartiet Die Linke 9,2 procent, mens De Grønne får 8,9 procent af stemmerne.

Comeback

Resultatet viser også, at det liberale FDP, som vender tilbage til det tyske parlament efter en fireårig pause, får 10,7 procent.

- I et land, hvor skadefro er en stor ting, er vores comeback meget opmuntrende. Efter at have fejlet er det muligt at få en ny begyndelse, siger FDP-leder Christian Lindner ifølge nyhedsbureauet AP.

Koalition bryder sammen

Mest bemærkelsesværdigt er det, at det højrenationale AfD stormer ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne.

De store tabere ved valget er Merkels CDU og søsterpartiet CSU samt hendes socialdemokratiske regeringspartnere i SPD.

Det har fået den såkaldte storkoalition til at bryde sammen, selv om de tre partier stadig har et flertal.

Ved det forrige valg i 2013 fik CDU/CSU 41,5 procent af stemmerne, mens SPD fik knap 26 procent. AfD kom lige under spærregrænsen på fem procent med 4,7 procent af stemmerne.

/ritzau/