Man skal ikke blande sport og politik, lyder en kendt formaning.
Men da håndboldspillerne Lasse Svan Hansen og Thomas Mogensen under et interview spøger med at gå ind i tysk politik på et tidspunkt, bliver de to quizzet om det tyske valg i morgen.
- Hvis jeg siger Martin Schulz, ved I så, hvem det er, spørger journalisten, som får svarene "nej" og "aner det ikke" til spørgsmålet om Angela Merkels største konkurrent til kanslerembedet.
De to landsholdsspillere har spillet i SG Flensburg-Handewitt i nitten år tilsammen, men ser tydeligvis flere danske end tyske nyheder.
For selv om de godt ved, at Merkels parti fører målingerne, så rammer de forbi, når det kommer til at placere det højreorienterede 'Alternative für Deutschland'.
- Arbejdspartiet, mener Thomas Mogensen, mens Lasse Svan mener, at det er socialdemokraten Martin Schulz' parti.