Der er ikke noget at sige til, hvis den britiske premierminister, Theresa May, havde svært ved at finde den rigtige grimasse, da hun skulle have stemmetallet fra sin valgkreds i Maidenhead.
På vej på scenen blev hun hilst velkommen af nogle af de lokale kandidater, heriblandt en mand udklædt som 'Muppets'-karakteren Elmo og en sort ridder med en enorm hjelm.
De blev flyttet længere væk fra den konservative politiker, men reglerne foreskriver, at alle kandidater må være på scenen under offentliggørelsen af stemmeoptællingen.
Både Theresa May og Jeremy Corbyn måtte dele rampelyset med medlemmer af 'Monster Raving Loony Party', der har uldhatte til alle som en af sine mærkesager.
De spøjse karakterer er ikke store stemmeslugere.
I Theresa Mays lokalkreds fik Bobby "Elmo" Smith, 'Howling "Laud" Hope' og 'Lord Buckethead' henholdsvis 3, 119 og 249 stemmer.