Jeg 'hjerte' Nigel.
Det stod der på en stor plakat, der lige så stille blev hejst ned fra loftet, bag en intetanende britiske politiker Nigel Farage, lederen af Reform UK-partiet. Han var i færd med at holde tale til partiets politiske rally lørdag aften på Columbine Centre i Sydøstengland.
Og på plakaten var også et billede af en smilende Vladimir Putin, Ruslands præsident, med tommelfingeren vendt opad.
Se videoen øverst i artiklen.
Da Farage til sidst vendte sig om på scenen og fik øje på plakaten, udbrød han:
- Hvem satte det derop? Nogen på Columbine Centre skal fyres! Er vi enige?, jokede han til høj jubel fra publikum.
To ansatte på konferencecentret forsøgte hurtigt at fjerne plakaten, mens publikum råbte "riv det ned".
Politisk gruppe har taget ansvaret
Formanden for det højreorienterede parti Reform UK sagde sidste uge i et interview med BBC, at han mener, at EU og Nato provokerede Rusland ved at udvide mod øst.
Nigel Farage understregede dog, at selve krigen var Putins skyld.
- Vi fremprovokerede denne krig. Selvfølgelig er den hans skyld (at krigen startede, red.).
Og netop den udtalelse fik den politiske kampagnegruppe Led By Donkeys til at orkestrere plakat-stuntet.
Det skriver gruppen på det sociale medie X og tilføjer, at "de lige kiggede forbi til Farages rally".
Nigel Farage sagde søndag, at han er "positiv efter et par hårde dage" i en tale ved endnu et politisk rally i byen Birmingham. Det skete med henvisning til blandt andet kritikken efter udtalelsen om Vestens provokation og en sag, hvor et medlem af Farages parti havde brugt et racistisk udsang om premierminister Rishi Sunak.
Briterne går til valg den 4. juli, hvor premierminister Rishi Sunaks konservative parti er blevet overhalet af partiet Labour i meningsmålingerne.