DR til britisk vælgermøde: Boris Johnson stjal showet

Der spekuleres i, om Boris Johnson vil udfordre Rishi Sunak efter forventet nederlag.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at det var et vælgermøde i byen Grimsby, Boris Johnson dukkede op ved. Det var forkert. Der er tale om et vælgermøde i London. Artiklen er opdateret.

Det er en noget flad fornemmelse, man får, når man står til en koncert, og opvarmningsbandet viser sig at være bedre end hovednavnet.

Ikke desto mindre var det, hvad der skete til et vælgermøde i London i går.

Med under 48 timer til det britiske valg, trak Det Konservative Parti en noget overraskende kanin op af hatten.

Før partiets formand, Rishi Sunak, skulle på scenen og her i slutspurten forsøge at trække de sidste stemmer hjem, kunne man pludselig spotte en lyshåret, karismatisk og velkendt mand på scenen: Nemlig den tidligere premierminister Boris Johnson.

Og den fik ikke for lidt.

For selvom den famøse Brexit-mand selv led et dramatisk exit fra partiet i 2022, så stjal Johnson showet fra Sunak.

Ifølge DR’s korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen, der selv oplevede Johnsons entré, mindede Boris Johnson de engelske, konservative vælgere om, hvad det er, han kan, som Sunak ikke kan.

- Han taler direkte. Han taler til hjertet og til maven. Og han har humor. Da Rishi Sunak gik på bagefter, var det noget mere fladt, teknokratisk og forudsigeligt.

Spekulation om comeback

Der er kort tid til valget i Storbritannien, men ifølge Tinne Hjersing Kundsen, så optræder Boris Johnson ikke på scenen for at hente stemmer til sit parti. Han har en anden agenda.

- Han er i gang med at positionere sig som en mand, der kan overtage posten som formand for De Konservative igen. For når det her valg er overstået, kommer der til at være en kamp om den konservative sjæl, som går i gang, inden liget er koldt, siger DR-korrespondenten.

Boris Johnson holdt en tale til et vælgermøde tirsdag den 2. juli, som ifølge DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen, fik hele salen med. (Foto: © Andy Rain, Ritzau Scanpix)

Med Boris Johnsons optræden i går er der derfor en chance for, at den konservative kamp oven på et forventet katastrofevalg kan gå hen og blive en kamp mellem den tidligere premierminister og den nuværende.

For meget er forandret, siden Boris Johnson i sommeren 2019 overtog magten i partiet og i december samme år gav Labour en syngende vælgerlussing.

Ved det valg cementerede han magten, da han fra et godt udgangspunkt på 317 ud af parlamentets 650 pladser hentede 48 flere pladser.

I mellemtiden har begge partier skiftet formænd. De konservative har endda gjort det et par gange.

Der er dog lang vej til 2019-valgets resultater for de konservative.

Ifølge en oversigt på BBC over vægtede målinger, står Labour nu til at blive dobbelt så store som de konservative – 40 procent mod 21 procent – inden torsdagens valg.