Den hidtil ukendte juraprofessor Giuseppe Conte er udset til posten som ny regeringsleder i Italien, men nu er der opstået tvivl om nogle punkter i hans offentlige CV.
Giuseppe Conte blev i går udpeget som en kompromiskandidat af partierne Femstjernebevægelsen og Lega, der ligger i regeringsforhandlinger.
I sit 12 sider lange CV skriver Conte blandt andet, at han i årene mellem 2008 og 2012 "perfektionerede og opdaterede sine studier" på New York University, hvor han tilbragte mindst en måned hver sommer.
Men en talskvinde for universitet siger til New York Times, at de ikke har nogen person med det navn i deres arkiver. Talskvinden kan ikke udelukke, at Giuseppe Conte har været på kurser af en til to dages varighed.
Oplysningen har fået italienske medier til at kigge CV'et efter i sømmene, og avisen La Repubblica mener at have fundet flere mulige unøjagtigheder.
Conte skriver for eksempel, at han har arbejdet på sine jurastudier på Det Internationale Kulturinstitut i Wien. Men instituttet er en sprogskole.
Femstjernebevægelsen, som Giuseppe Conte tilhører, afviser, at juraprofessoren har givet fejlagtige oplysninger i sit CV.
Bevægelsen siger ifølge The Guardian, at historien er endnu et eksempel på, at pressen er bange for "forandringens regering".