Den tidligere fabriksarbejder Marco Cusano deler pamfletter ud til de ansatte på en Fiat-fabrik nær byen Napoli.
Han er én af de mange italienere, der nægter at sætte et kryds til parlamentsvalget på søndag. Han stoler ikke på politikerne.
- Hvilken pointe er der i at stemme? I de sidste 40 år har de ødelagt vores region. Se der, siger han og peger på fabrikken. De lukker fabrikken og tvinger os ud i arbejdsløshed, siger han.
Marco Cusano er langt fra den eneste italiener, der frygter arbejdsløsheden, for arbejdsløsheden i Italien ligger helt oppe omkring de 11 procent. I det sydlige Italien ser det endnu værre ud – her er det næsten 20 procent.
Mangel på håb
Ligesom at Marco Cusano ikke står alene med frygten for arbejdsløshed, står han heller ikke alene med den manglende lyst til at stemme.
Det italienske parlamentsvalg er nemlig hårdt præget af mangel på lyst til at stemme. Ifølge den seneste måling fra researchfirmaet Ipsos er det kun 70 procent af italierne, der vil gå til stemmeurnerne på søndag. Ved sidste valg i 2013 var stemmeprocenten på 75 procent.
Samtidig ved hver tredje vælger ikke, hvem de vil stemme på - hvis de vel at mærke overhovedet har tænkt sig at stemme, viser analysen fra Ipsos.
Én af dem er Lorenzo Liparulo, der er medlem af Organiserede Arbejdsløse. For ham er det mangel på håb for fremtiden, der holder ham væk fra stemmeboksen.
- Ærligt talt, så stoler jeg ikke på nogen mere, siger han. Efter så mange år og løfter har ingen gjort noget - uanset parti, siger han.