Huset på syv etager nær Roms hovedbanegård er besat af den voksende fascistiske bevægelse CasaPound, der åbent hylder fascismens ophavsmand og landets tidligere diktator Benito Mussolini.
Huset er både hovedkvarter for CasaPound og samtidig hjem for en række familier.
- Der bor 18 italienske familier i øjeblikket, fordi de ikke har andre steder, fortæller partiaktivisten, der kort forinden åbnede hovedkvarterets store trædør.
Han sidder frivillig vagt på 1. sal for at passe på huset og familierne. Dem han holder øje med er fjenderne, anti-fascisterne, men også politiet, da huset jo er ulovligt besat. Men faren virker ikke overhængende. Huset har reelt været bevægelsens siden de tog det i julen 2003, hvor det havde stået tomt i et år.
Han må ikke tale på bevægelsens vegne - det kræver en talsmand - men han vil gerne fortælle, så længe vi ikke offentliggør hans navn.
- Jeg begyndte at blive politisk interesseret i 2006, da jeg var 16 år. Jeg blev fascineret af bevægelsen (Casapound, red.) og symbolerne, siger aktivisten, der er 28 år og advokat til daglig.
Mens han fortæller, lukker han flere beboere ind og ud. Nogle kommer med dagligvareindkøb, en trækker sin scooter ud af porten, mens en anden ung mand får et såkaldt romersk håndtryk, hvor de to griber fat om hinandens underarme i stedet for håndfladerne. Et udbredt håndtryk blandt CasaPounds medlemmer, som nogle mener stammer fra romerske soldater og andre forbinder til neofascister.
Kort efter forklarer han ganske kort partiets immigrationspolitik.
- Immigrationen skal bekæmpes. Stop bådene over middelhavet nu. Vi skal samarbejde med afrikanske lande, og de der er kommet hertil skal sendes hjem, siger aktivisten.
Patruljer mod migranter
CasaPounds bruger hård retorik på immigrationsområdet og laver kontanter aktioner mod immigranter. Netop immigration har været dette valgs altoverskyggende tema, og derfor håber partiet på, at deres håndfaste tilgang kan sende dem i parlamentet. Over 460.000 flygtninge og migranter er kommet til Italien siden januar 2015. Tidligere tog mange videre op i Europa, men lukkede grænser holder dem nu i højere grad i Italien.
På tværs af det politiske spektrum er de fleste etablerede partier enige om, at der skal gøres noget for at stoppe trafikken over Middelhavet. Og jo længere man kommer mod højre des mere håndfaste og radikale bliver metoderne. Partiet Lega, som er i centrum-højre koalition med Silvio Berlusconis Forza Italia, har talt om hårdhændet rengøring af gader og pladser for at slippe af med migranterne.
CasaPound ligger tanden længere ude på højrefløjen, og de har lavet flere aktioner møntet på immigranterne. Eksempelvis har de flere gange forsøgt at stoppe indsatsen med at huse migranter, da de mener italienere må stå foran migranterne i køen til en bolig. Det førte sidste år til voldelige sammenstød med venstreradikale aktivister i Rom og i Milano, hvor frivillige blev angrebet.
Desuden udfører de selverklærede fascister forskellige typer af patruljer. Senest i det kvarter, hvor deres hovedkvarter ligger, fordi de mener, at de mange migranter i området nær hovedbanegården Termini skaber utryghed. Parolen var: ”Voldtægt, tyveri og vold – der har været nok forfald i dette kvarter”.
Og i den romerske forstad Ostia ude ved kysten arrangerede de en ’strandpatrulje’ med CasaPound-folk i røde veste, der udførte en selvbestaltet kontrol af sælgerne på stranden. Migranter eller folk uden tilladelser blev tvunget væk fra stranden.
Faktisk forbyder den italienske grundlov at forsøge at gennemføre det gamle fascistpartis mål, men myndighederne har ikke grebet ind overfor CasaPound. Partiet har oplyst, at det vil spille efter demokratiske regler og ikke forsøger at indføre et fascistisk diktatur som under Mussolini.
Optimisme efter gode lokalvalg
Kystbyen Ostia med ’strandpatruljen’ er samtidig en af grundene til at partiet drømmer om pladser i det nationale parlament ved dagens valg.
Meningsmålingerne forudsiger ellers, at de kun får mellem 0,5 og 1,8 procent af stemmerne, altså umiddelbart ikke nok til at krydse spærregrænsen på tre procent og komme i parlamentet.
Men ved lokalvalg i Ostia i november stemte ni procent på CasaPound.
- Hvis det her sker i andre byer, så har vi en chance for at komme i parlamentet og forsvare vores nation, sagde bevægelsens nyvalgte medlem Luca Marsella dengang til New York Times.
Italiens justitsminister sagde for nylig, at fascismen er en fare i landet, og advarede mod at undervurdere fænomenet.
CasaPound opnåede nemlig også gode resultater ved lokalvalg i sommer for eksempel fem procent af stemmerne i den centralitalienske kommune Todi og otte procent i Lucca i Toscana.
I hovedkvarteret i det besatte hus deler aktivisten i døren optimismen.
- Jeg håber på, at vi når over de tre procent. Det kan blive vores gennembrud, og jeg tror det er realistisk. Det er første gang, at der er en reel chance, siger han.
- Et nyt billede af fascimen
Men for ham er det ikke kun den hårde kurs overfor migranter, der appellerer. Han ser CasaPound som en ”god social bevægelse”.
- Når vi besætter huse og giver hjem til folk, er det med til at skabe et nyt billede af fascismen, mener han.
CasaPounds medlemmer har omtalt sig selv som ’det tredje årtusinds fascister’, da de ifølge en italiensk sociolog ønsker at forbinde sig til fortidens fascistiske ideer samtidig med at de vil bruge dem i nutiden til at løse sociale problemer.
Alligevel var det en typisk venstreorienteret aktivitetsform, nemlig husbesættelser, der var med til at starte bevægelsen, og skabe opmærksomhed om dens synspunkter. Nemlig at italienere burde have ret til bolig og job før immigranter.
CasaPound har også brugt sociale medier og græsrodsaktivisme til at tilbyde aktiviteter til unge og retshjælp til italienere, der søger bolig og job.
- Sammenlignet med traditionelle højreekstreme partier, så har CasaPound introduceret en innovation: Vigtigheden af at dele, siger Maddalena G. Cammelli, antropolog og forfatter til en bog om CasaPound til Politico.
Ser fascismens racelove som en fejl
Men den sociale politik er ikke partiets eneste forsøg på at gøre sig mere spiselige i nutiden. Fascismens far og landets tidligere diktator, Benito Mussolini hyldes, men man forsøger at rette hans politik til her i nutiden. Efter Mussolinis alliance med den tyske diktator Adolf Hitler indførte Italien racelove, som førte til deportation af tusinder af jøder.
Det erkender CasaPounds ledelse som en fejl i dag og hævder at være imod enhver form for diskrimination på baggrund af race, religion eller seksuel orientering.
Trods forsikringer om ikke at diskriminere ud fra race har partiet alligevel jævnligt måttet forsvare sig mod anklager om racisme og vold.
Mest alvorligt i 2011, da en CasaPound-sympatisør, skød og dræbte to afrikanske migranter i Firenze og havde planer om at skyde så mange som muligt. CasaPound blev anklaget for at give Casseri den ”ideologiske bevæbning” til at udføre angrebet.
Tilsvarende skød og sårede italiener Luca Traini seks migranter i byen Macerata i februar i år. Han havde tidligere stillet op til valg for det nationalistiske parti Lega og havde forbindelser til CasaPound og marcheret med bevægelsen. Efter sin anholdelse fortalte Traini politiet, at han ønskede at dræbe alle migranterne. Ledelsen i CasaPound fordømte angrebet og sagde, at Traini ikke var medlem af bevægelsen.
Men det mest opsigtsvækkende var nærmest ikke Trainis attentatforsøg, men reaktionen på dem. Flere politikere fra veletablerede partier lagde skylden for hans handlinger på den ukontrollerede migration til Italien frem for Traini. Den tidligere premierminister Silvio Berlusconi talte om, migrationen er en ”social bombe klar til at eksplodere i Italien” og sagde, at 600.000 migranter skulle deporteres.
Håbet for Casapound er, at et sådant debatklima om migration vil belønne deres kontante retorik og aktioner og sende dem i parlamentet for første gang.