Der er opstået et nyt begreb i fransk politik.
Det er blevet døbt 'mélonisation', og det kan oversættes til 'melonisering' på dansk.
Det er opkaldt efter den italienske premierminister, Giorgia Meloni, og det dækker kort fortalt over en politiker, som egentlig bekender sig til den yderste, nationalkonservative og EU-kritiske højrefløj, men som så tager et sving ind mod den politiske midte, når magten er inden for rækkevidde.
Det er nemlig det, som Giorgia Meloni på mange måder har gjort i de senere år. I hvert fald i en europæisk sammenhæng, hvor hun sammen med sit parti, Italiens Brødre, er gået målrettet efter at fremstå som en samarbejdsvillig politiker, der er klar til at indgå kompromisser med sine EU-kollegaer.
Det store spørgsmål i Frankrig og resten af Europa er lige nu, om Marine Le Pen og hendes parti, National Samling, har tænkt sig at gøre det samme, nu hvor de aldrig har stået stærkere blandt franskmændene.
Og det er ikke usandsynligt, at partiet ender med at kunne indtage regeringskontorerne efter det franske parlamentsvalg, som bliver afgjort nu på søndag.
- Når man ser på Marine Le Pens adfærd, er der meget, der tyder på, at hun er interesseret i at gå samme vej som Giorgia Meloni. Men der er stadigvæk mange spørgsmål, som mangler at blive besvaret, lyder det fra Alberte Bové Rud, der er analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i Europas yderste højrefløj.
- Et af dem er, om hun evner at tale pragmatismens sprog, efter at hun i 20 år har talt protestens sprog. Kan hun levere på indholdssiden, og vælger hun rent faktisk at gå ind til forhandlingerne med kompromisset i baghånden?
Melonis transformation
Der er ved første øjekast en del lighedstegn mellem Giorgia Meloni og Marine Le Pen, når det kommer til europapolitikken.
De befinder sig begge på det, som bliver betegnet som EU's yderste højrefløj.
Og inden Giorgia Meloni fik magten i Italien, yndede hun ligesom Marine Le Pen at tordne mod den europæiske union og alle bureaukraterne i Bruxelles, som ifølge hende var en stor, føderal kolos, der modarbejdede italienernes interesser.
Men da hun vandt det italienske valg for snart to år siden, gjorde hun meget ud af at understrege, at hun hverken havde tænkt sig at forlade unionen eller spænde ben for samarbejdet på tværs af landegrænserne.
Tværtimod så hun nu EU som en løsning på mange af de kriser, eksempelvis migrationskrisen, som medlemslandene befinder sig i. Og hun har understreget igen og igen, at hun står på ukrainernes side i deres krig med russerne.
Et spørgsmål om troværdighed
Ifølge Sylvie Kauffmann, der er lederskribent og redaktionschef hos avisen Le Monde, kan man ikke udelukke, at Marine Le Pen og National Samling også ændrer kurs i forhold til EU.
Jordan Bardella, der er partiets kandidat til premierministerposten, sagde tidligere på året, at han "ikke har til hensigt at sætte spørgsmålstegn ved de forpligtelser, som Frankrig har indgået på den internationale scene."
- Det er et spørgsmål om troværdighed over for vores europæiske partnere og vores Nato-allierede, sagde Jordan Bardella.
Partiet har da også droppet sine tanker om at melde sig helt ud af EU og forlade euroen. Og Jordan Bardella har også ved lejligheder understreget, at partiet bakker op om Ukraine, selvom Marine Le Pen tidligere har rost den russiske præsident, Vladimir Putin, og udtalt, at hovedlinjerne i hendes politik er de samme, som dem "hr. Putin forsvarer."
Men når det er sagt, så er tankegangen hos National Samling ifølge Sylvie Kauffmann "meget mere antieuropæisk", end den er hos Italiens Brødre.
Marine Le Pen har eksempelvis beskrevet EU som "totalitær", "antidemokratisk" og en trussel mod Frankrigs suverænitet. Og det er ikke sikkert, at partiet har tænkt sig at spille efter de spilleregler, som EU-landene ellers har vedtaget, hvis de vinder regeringsmagten.
Jordan Bardella vil blandt andet have en årlig rabat til Frankrig på to milliarder euro på landets indbetalinger til EU-budgettet. Og han har heller ikke tænkt sig at overholde EU's budgetregler, som ellers sætter grænser for, hvor stort et lands budgetunderskud må være.
- Hvis man ser på partiets DNA, så tror jeg, det er lidt ønsketænkning at tro, at de ender som Italiens Brødre, sagde Sylvie Kauffmann i sidste uge under et arrangement hos Tænketanken Europa.
Hvem er deres venner?
Jørn Boisen, der er lektor ved Københavns Universitet og ekspert i fransk politik, er enig med Sylvie Kauffmann.
- Giorgia Meloni har været en positiv overraskelse for mange i EU, og hun har været indstillet på, at hun skal løse sine problemer igennem EU. I forhold til det er Marine Le Pen mere radikal, siger han og fortsætter:
- Det kan godt være, at hun har modereret sine EU-synspunkter af ren opportunisme. Hun fornemmede eksempelvis, at folk ikke ville have et "frexit", og derfor droppede hun tankerne om at melde Frankrig ud af EU. Men hun er fundamentalt fjendtligt indstillet over for EU. Og hendes politik går imod de regler, som medlemslandene har vedtaget, understreger han.
Derudover er der ifølge Alberte Bové Rud fra DIIS også spørgsmålet om, hvorvidt de andre EU-landes ledere overhovedet vil arbejde sammen med hende. For selvom hendes parti er blevet mere mainstream i de senere år, er det ikke ukontroversielt.
Hendes far, Jean-Marie Le Pen, som stiftede partiet, gjorde sig blandt andet bemærket ved at sige, at nazisternes gaskamre, hvor millioner af jøder blev slået ihjel, blot var en detalje i historien om Anden Verdenskrig. Og hun har selv sammenlignet muslimske prædikanter med de nazistiske besættelsesstyrker, hvilket medførte kritik.
Derfor er der også mange politikere rundt om i Europa, der af princip nægter at arbejde sammen med National Samling eller de andre partier på den yderste højrefløj. Herunder også Italiens Brødre, som bygger på resterne af et nyfascistisk parti.
- Le Pen kan ikke gå enegang, hvis hun skal nå ind i centrum af europæisk politik. Og lige nu er hun ikke venner med de rigtige, siger Alberte Bové Rud.
Hør mere om det franske parlamentsvalg i det seneste afsnit af Stjerner og Striber: