Valgstederne i Frankrig er netop åbnet, og frem til klokken 20:00, hvor de lukker, forventes 47 millioner franskmænd at lægge vejen forbi og stemme på den kandidat, som de mener, skal være landets næste præsident.
Efter skudattentatet på Champs Elysées i Paris for tre dage siden har der været bekymring for, om frygten for terror kan få de franske vælgere til at blive hjemme.
Myndighederne havde allerede inden attentatet torsdag besluttet at forhøje sikkerheden, og i dag vil 50.000 politifolk og 7.000 militærfolk være på gaden for at beskytte vælgere og valgsteder.
I den sydfranske by Nice, hvor 86 personer sidste år blev dræbt i et terrorangreb med en lastbil på den franske nationaldag, er der ekstra sikkerhed ved alle 292 valgsteder.
- Vi har indført forbud mod, at biler må standse og parkere i nærheden af valgstederne, fortæller en talsmand for valgmyndigheden i Nice, Francois Xavier Lauch, til DR Nyheder.
De 20 terrorrelaterede angreb, som Frankrig har oplevet gennem de seneste to år, skræmmer dog ikke alle vælgere. De kan også få den modsatte effekt - nemlig at franskmændene stemmer for at vise, at de ikke er bange for terrortruslen:
- Hvis vi er bange, så ender vi med ikke at gøre noget. Vi skal vise, hvad vi mener, lyder det fra en fransk vælger.
11 kandidater stiller op i dagens første runde af franske præsidentvalg.
Blandt dem er den uafhængige kandidat Emmanuel Macron, højrepartiet Front Nationals Marine Le Pen, republikaneren François Fillon og venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon.
Flere af de 11 kandidater indstillede deres valgkamp fredag, dagen før planlagt, på grund af skudattentatet i Paris.
De to kandidater, der får flest stemmer, vil gå videre til den sidste og afgørende valgrunde 7. maj 2017. Men får en enkelt kandidat over halvdelen af stemmerne i dag, bliver vedkommende præsident uden en yderligere valgrunde. Det er dog aldrig sket tidligere.
Den seneste opgørelse viser, at valgdeltagelsen klokken 12:00 var på lige over 28 procent. Det er stort samme niveau som ved den første runde af det seneste præsidentvalg i Frankrig i 2012. Dengang var der samlet set for hele dagen rekordhøj valgdeltagelse på over 80 procent.