Marine Le Pen nægter at lade sig afhøre af politiet om svindelsag

Lederen af det franske Front National nægter at lade sig afhøre om snyd med EU-midler før forårets valg.

Efterforskningen er dårligt nyt for Le Pen få måneder før første runde af præsidentvalget. (© Scanpix)

Marine Le Pen nægtede onsdag at møde op og lade sig afhøre af fransk politi i en sag om snyd med EU-midler. Det skriver den franske avis Le Monde.

Lederen af højrefløjspartiet Front National, der også er kandidat til præsidentvalget den 23. april, har gennem sin advokat ladet forstå, at der ikke bliver tale om at lade sig afhøre af hverken politi eller dommere på denne side af parlamentsvalget den 11. og 18. juni.

Over for den franske tv-station TF1 sagde Le Pen i onsdags, at hun ikke mente, at retssystemet skulle forstyrre valget med noget, der godt kunne vente, skriver Le Monde.

Partilederen, der også er medlem af EU-Parlamentet, er blevet beskyldt for uretmæssigt at have fået udbetalt et stort beløb fra EU-Parlamentet til at betale for medarbejdere, der reelt arbejdede direkte for partiet Front National.

De to medarbejdere, hendes kampagneleder - og nære veninde - Catherine Griset og hendes livvagt Thierry Legier, blev onsdag anholdt og afhørt og fik deres hjem ransaget.

I første omgang får det ingen konsekvenser for partilederen, at hun nægter at samarbejde med myndighederne. Som medlem af EU-parlamentet er hun dækket af parlamentarisk immunitet.