Le Pen: Jeg vil forsvare Frankrig

Front Nationals præsidentkandidat, Marine Le Pen, går videre til anden runde af det franske præsidentvalg sammen med centrumpolitikeren Emmanuel Macron.

Det er en kæmpe opgave, der nu påhviler Front Nationals præsidentkandidat, Marine Le Pen.

Sådan lød det fra kandidaten selv, da hun her til aften talte til sine tilhængere ved et valgmøde i den franske by Hénin-Beaumont.

- Dette resultat er historisk. Det pålægger mig det store ansvar at forsvare den franske nation, dens sammenhold, den sikkerhed, dens kultur, dens velstand og dens selvstændighed, lød det fra Front National-kandidaten.

- Det, der først og fremmest er på spil, er den hæmningsløse globalisering, der truer vores civilisation, lød det fra Le Pen, som blandt andet er fortaler for, at Frankrig skal forlade EU, ligesom Storbritannien er i færd med.

Frigør jer

I talen advarede hun blandt andet om tab af arbejdspladser og om truslen fra internationale terrorgrupper.

- Det sker selvfølgelig ikke med François Hollandes afløser, siger hun med henvisning til Emmanuel Macron, der har været finansminister i den siddende præsidents regering, og som blandt andet har en stærkere tilknytning til EU og øget globalisering som politiske mål.

- Jeg er folkets kandidat, fastslår Le Pen til stor jubel fra sine tilhørere.

Hun opfordrede samtidig de franske vælgere til at frigøre sig fra den "arrogante elite".

- Jeg tilbyder den store forandring, det er Frankrigs overlevelse, der er på spil, siger hun og kalder sit projekt et "genoprejsningsprojekt". Jeg vil frigøre det franske folk fra den arrogante elite, der vil diktere, hvordan de skal opføre sig.

Centrum-kandidaten Emmanuel Macron står i skrivende stund til at tage den anden af de to pladser ved anden og sidste runde i præsidentvalgkampen. Den løber af stablen den 7.maj.