Henry Kissinger, USA’s forhenværende udenrigsminister, skulle engang have spurgt, hvem han egentlig skulle ringe til, hvis han ville have fat i Europa? For han var i tvivl om, hvem der rent faktisk tog beslutningerne på den anden side af Atlanten.
Et lignende spørgsmål kan meget vel blive aktuelt, når franskmændene nu på søndag skal sammensætte deres nye parlament.
For hvis det ender med et mudret valgresultat og et handlingslammet parlament, som meningsmålingerne lige nu peger på, hvem skal resten af verden så ringe til, hvis man vil vide, hvor Frankrig rent faktisk står i forhold til alle EU-sagerne?
Og vil der overhovedet være nogen hjemme til at træffe beslutningerne, hvis der enten ikke er et flertal til at kunne danne en ny regering, eller hvis landets præsident, den centrum-liberale Emmanuel Macron, bliver tvunget til at samarbejde med et hold af ministre fra det yderste højre, som i modsætning til præsidenten er særdeles kritiske over for EU-samarbejdet?
- Det er egentlig præsidenten, der definerer udenrigspolitikken, og som fører ordet i EU. Men når det kommer til alt det praktiske, så er det ministrene, som deltager i samarbejdet, forklarer Jørn Boisen, der er lektor ved Københavns Universitet og ekspert i fransk politik.
- Så kan det godt være, at Macron siger, at Frankrig vil gøre det-og-det. Men hvis han eksempelvis ikke har budgettet til at underbygge det, fordi det ikke kan blive vedtaget i parlamentet, eller har et fjendtligt flertal imod sig, så vil det blive fuldstændigt umuligt at forstå, hvad den franske EU-politik er, siger Jørn Boisen og tilføjer, at præsident Macron står over for at blive gevaldigt svækket i Europa.
Med en skovlfuld salt
Ved første runde af parlamentsvalget i søndags fik hans midterkoalition blot 21 procent af stemmerne. Det yderste højre med partiet National Samling i spidsen fik hele 33 procent af stemmerne, mens venstrefløjskoalitionen, Ny Folkefront, fik godt 28 procent af stemmerne.
Som det ser ud nu, kommer der ikke et regeringsdueligt flertal i Frankrig, og det vil ifølge Jørn Boisen betyde, at landet bliver "sat i en parentes" i de kommende år.
- Uanset hvad præsidenten siger, vil alle hans kollegaer fra de andre EU-lande komme til at tage det med en skovlfuld salt.
Det er Sylvie Kauffmann, der er lederskribent og redaktionschef hos avisen Le Monde, enig i.
Ifølge hende kan den situation blive "ekstremt ubehageligt" for Danmark og de andre medlemslande, der står over for en lang række udfordringer, heriblandt krigen i Ukraine og det stigende økonomiske pres udefra, hvis præsidenten reelt bliver sat ud af spillet.
- Indtil videre har han (Macron, red.) været den ledende stemme på den europæiske scene, og han har genereret en masse ideer og en masse energi. Det vil ikke være der længere, lød det i sidste uge fra Sylvie Kauffmann under et arrangement hos Tænketanken Europa.
- Det vil betyde, at EU skal navigere i et helt nyt landskab, som man ikke er klar til.
'Frexit i forklædning'
Det landskab vil især blive endnu sværere at finde rundt i, hvis National Samling ender med at få det absolutte flertal i det franske parlament på søndag. Partiet går nemlig efter at danne regering på egen hånd, og det vil ifølge Sylvie Kauffmann kunne føre til "et frexit i forklædning" – altså et fransk de facto-farvel til EU.
For selvom partiet formelt set har droppet tankerne om at melde Frankrig ud af EU og droppe euroen, så er de stadigvæk højlydte modstandere af samarbejdet. Og de har ikke tænkt sig at respektere de nuværende spilleregler.
Jordan Bardella har blandt andet sagt, at han vil have en årlig rabat til Frankrig på to milliarder euro på landets indbetalinger til EU-budgettet. De rabatter bliver aftalt hvert syvende år i forbindelse med de store forhandlinger om EU’s langtidsbudget, men det vil Jordan Bardella ikke vente på. Og han vil heller ikke overholde EU's budgetregler.
Derudover er der spørgsmålet om Ukraine, hvor Jordan Bardella ifølge Sylvie Kauffmann "forsøger at være meget proukrainsk."
- Men bag ham står Marine Le Pen, som altid har bakket mere op om Rusland. Så jeg går ud fra, at der vil være et stort pres på for at ændre kursen i forhold til Ukraine, hvis de sidder på magten, siger Sylvie Kauffmann.
Jørn Boisen tilføjer, at det ikke kun er det yderste højre, som har en anden politik i forhold til EU og Ukraine.
- Når det kommer til blandt andet Ukraine- og EU-politikken, ligger den yderste venstrefløj – og derved også hele venstrefløjen, der er blevet taget som gidsel af den yderste venstrefløj –meget tæt på Rassemblement National, siger han og fortsætter:
- Det vil sige, at man kan få et fransk parlament, hvor fire ud af fem vil have nogle radikale, euroskeptiske og ruslandsvenlige synspunkter. Så Frankrig bliver fuldstændig uberegnelig indtil det næste præsidentvalg.
Hvad gør EU så?
Jørn Boisen understreger, at det også vil kunne skabe gevaldige problemer for resten af EU, hvis Frankrig, som var med til at stifte samarbejdet i årene efter Anden Verdenskrig, begynder at sætte spørgsmålstegn ved de fælles spilleregler.
For i modsætning til Ungarn og Polen, som har forsøgt at udfordre de interne spilleregler i de seneste år, er Frankrig blandt de store, tunge medlemslande, som blandt andet også betaler mere ind til EU-kassen, end de får igen.
Derfor kan Europa-Kommissionen heller ikke på samme måde true dem med at indefryse EU-midler, indtil de makker ret, som de har gjort det med Ungarn og Polen.
- Hvis EU-toppen går i krig med Frankrig, så bliver det svært at forestille sig, hvad der sker. For det kan godt være, at EU har retten på sin side. Men hvis man har et regeringsflertal i Frankrig, der siger, at de kan rende og hoppe, hvad gør man så?
Den anden – og afgørende – runde af det franske parlamentsvalg finder sted søndag den 7. juli.
Hør mere om det franske parlamentsvalg i dagens afsnit af Stjerner og Striber: