USA's præsident, Donald Trump, ønsker at øge støtten til politiet i Kenosha og til de lokale forretningsdrivende'markant' med flere millioner dollar i kølvandet på urolighederne i Kenosha.
Det siger præsidenten under sit besøg i byen, der ligger i staten Wisconsin, og som har haft flere antiracistiske protester og demonstrationer mod politivold de seneste uger.
- Vi ordner det. Vi vil hjælpe indbyggerne med at genopbygge deres forretninger i Kenosha, siger Donald Trump.
Han lover blandt andet en million dollar til byens politistyrke, så politiet har midler til at få stoppet uroligherne, lyder det fra præsidenten.
De lokale forretningsdrivende, som har fået ødelagt inventar og været udsat for plyndringer, blev lovet fire millioner dollar.
Der har været uroligheder i byen siden slutningen af august, hvor en hvid politibetjent skød den sorte mand Jacob Blake syv gange i ryggen. Ifølge mandens familie er han nu blevet lam.
Trump siger desuden, at Kenosha ifølge ham ville være 'brændt ned til grunden', hvis det ikke havde været for nationalgardens indsats.
Han betegner sågar ødelæggelserne som "terror".
- Det her er ikke en udløber af fredelige protester, men faktisk indenlandsk terror, siger han
Besøgte ikke skudoffer
Trump besøgte ikke Jacob Blake på hospitalet eller hans familie.
Præsidenten siger dog, at han føler med dem, som gennemgår, hvad Jacob Blake har været udsat for, skriver CNN.
Trump besøgte en udbrændt møbelforretning for at se skaderne, efter demonstranter havde brændt den af, skriver Reuters.
Både tilhængere og Trump-modstandere var mødt op for at vise deres støtte eller foragt for præsidenten.
- Jeg tror, at mange mennesker ser, hvad der sker i disse demokratisk ledede byer, og de er forargede. De ser, hvad der foregår, og de kan ikke fatte, at det foregår i vores land. Det kan jeg heller ikke, sagde Trump ifølge BBC, kort før han besøgte byen.
Sagen kort
- •
Der har været omfattende protester og optøjer i Kenosha i delstaten Wisconsin, efter at en sort mand, Jacob Blake, blev skudt og alvorligt såret af politiet den 23. august.
- •
I sidste uge blev to personer dræbt af skud under urolighederne. En 17-årig dreng er sigtet for de to drab.
- •
Både byens demokratiske borgmester og Wisconsins demokratiske guvernør, havde frarådet Trump at komme til Kenosha af bekymring for, at hans tilstedeværelse kunne få urolighederne til at blusse op.
- •
Men Trump ignorerede anmodningerne for at vise opbakning til politiet og forretningsindehavere, hvis butikker er blevet plyndret og sat ild til.