Det er ikke officielt afgjort endnu - men Donald Trump har udråbt sig selv som vinder af det amerikanske præsidentvalg 2024.
Det samme har hans tilhængere, og de er lykkelige over, at Trump ser ud til igen at få de gyldne nøgler til Det Hvide Hus.
Nyhedsbureauet AP - som vi læner os op ad her i DR - har ikke erklæret, at Trump er vinder af valget - men det har han altså selv - ligesom mediet Fox News har gjort det.
Og stemningen på gaden og til landets republikanske arrangementer bærer i den grad også præg af, at Trump har fejet vicepræsient Kamala Harris af banen med længder.
- Jeg er meget glad for, at Donald Trump bliver vores nye præsident, siger vælgeren Daniel Golan, som vi fangede i Florida, kort efter at Trump holdt sin tale.
- Jeg tror, at han vil ændre vores immigrationssystem, vores økonomi vil blive langt bedre og jeg tror, at han vil stoppe med at sponsorere andre lande.
Fra vælgeren Roselba Morales lyder det begejstret:
- Tak Gud for at sende os denne mand, som skal redde os og det her land.
Hun tror på en bedre fremtid for blandt andet landets børn og den amerikanske økonomi.
Tavshed fra Harris
Inden Donald Trump gik på scenen i Palm Beach i Florida, fik de fremmødte mediet Fox News' melding om Trump, som vinder af valget.
Og det var en besked, de kunne lide:
Kort tid efter indtog Trump scenen flankeret af ekspræsidentens nærmeste:
Donald Trump nævnte ikke modkandidaten Kamala Harris med én stavelse under talen, men ellers kom han vidt omkring og talte blandt andet om at forsegle grænserne, om rigmanden Elon Musk, om Kina og om, at valget er det største comeback i amerikansk historie.
Der er indtil nu tavshed fra Kamala Harris.
Men arrangørerne af hendes valgfest på Howard University i Washington D.C oplyste for et par timer siden, at hun ikke kommer i aften og først vil tale i morgen (senere i dag dansk tid, red).
Statsledere fra flere lande - herunder Danmark - ønsker i disse øjeblikke Donald Trump tillykke med sejren. Det sker, mens vi venter på en officiel vurdering fra AP om valgets vinder.
Der bliver fortsat talt stemmer - og Republikanerne mangler officielt tre valgmænd, før sejren formelt er i hus.