Retssagen mod Trump er slut. Nu er turen kommet til Joe Bidens søn

I dag begynder retssagen mod Hunter Biden, der er anklaget for brud på våbenloven.

Retssagen mod Hunter Biden, der er anklaget for ulovlig våbenbesiddelse, begynder i dag. (Foto: © Drew Angerer, Ritzau Scanpix)

I sidste uge skete der noget historisk i amerikansk politik: En forhenværende præsident blev for første gang nogensinde dømt i en straffesag.

Og som altid står det ikke stille i amerikansk politik, for i denne uge bliver der atter skrevet historie. Det er nemlig første gang, at en siddende præsidents barn skal for retten i en straffesag.

Det handler om Joe Bidens 54-årige søn Hunter Biden, der er anklaget for ulovligt køb og besiddelse af våben under et stofmisbrug. Hunter Biden erklærede sig ikke skyldig i oktober sidste år, og nu skal sagen endelig for retten.

Og selvom det ikke er præsidenten selv, der er på anklagebænken, så kan sagen alligevel bruges af Joe Bidens politiske modstandere i valgkampen.

"Engang sov jeg ikke i 13 dage, mens jeg som det eneste røg crack og drak vodka hele tiden", har Hunter Biden fortalt til CBS News, da hans erindringsbog ’Smukke ting’ udkom i 2021. (Foto: © MICHAEL REYNOLDS / POOL, Ritzau Scanpix)

- Republikanere i Repræsentanternes Hus har brugt mange kræfter på at forsøge at gøre Hunter Bidens adfærd til Joe Bidens problem, siger DR’s internationale korrespondent – og tidligere USA-korrespondent – Steffen Kretz.

- På det faktuelle plan er det ikke lykkedes, men det er alligevel lykkedes republikanerne at hvirvle så meget støv op, at Hunter er blevet en belastning for Bidens forsøg på at blive genvalgt.

Vi dykker ned i sagen om Hunter Biden.

11 dage og en affaldscontainer

Lad os begynde med selve retssagen, og hvilke føderale love, som Hunter Biden konkret er anklaget for at bryde.

Når en amerikaner køber et våben, skal vedkommende udfylde en formular hos Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Explosives. Her skal man blandt andet svare på, om man bruger eller er afhængig af ulovlige stoffer.

Ifølge to af anklagepunkterne mod Hunter Biden satte han angiveligt kryds ved “nej” til dette, selvom det rent faktisk var tilfældet i 2018.

Med andre ord er den 54-årige anklaget for at lyve i en føderal formular og ulovlig våbenbesiddelse.

Hunter Biden er tiltalt for tre anklagepunkter, og hvis han kendes skyldig i alle tre, kan præsidentens søn risikere op til 25 år i fængsel. Hunter Biden er dog ikke dømt for en forbrydelse før, og førstegangsovertrædelser får ofte lavere straffe.

Her ses Biden-familien inden Beau Bidens begravelse for snart ni år siden. Til venstre ses Hunter Biden kysse sin nevø, Beau Bidens søn. I midten står Joe Biden, han holder om enken Hallie Biden og Beaus datter Natalie. (Foto: © PATRICK SEMANSKY, Associated Press)

Ifølge tiltalen mod præsidentens søn havde Hunter Biden pistolen – en Colt Corba – i 11 dage tilbage i oktober 2018, før hans kæreste smed det i en affaldscontainer, fordi hun var bekymret for hans mentale helbred, skriver CNN.

Den omtalte kæreste er Hallie Biden – Hunter Bidens afdøde bror Beau Bidens ekskone. De to indledte et forhold kort efter at Beau Biden døde af kræft i 2015. Det er også en sag, der har fyldt en del i amerikanske medier, da Joe Biden var vicepræsident, da sønnen døde.

Samtidig med, at retssagen mod Hunter Biden er sat til at begynde i dag, så er der en separat retssag i gang. Den handler om, hvorvidt loven om, at stofmisbrugere ikke må eje et våben, er i strid med den amerikanske forfatning. Det er en lov, som Joe Biden-administrationen kæmper for at beholde, men som Hunter Bidens advokater blandt andet – uden held – har forsøgt at argumentere mod.

Retssagen forventes at vare en til to uger og finder sted i Wilmington i Delaware. Der er ikke tale om en nævningesag, og derfor er straffen op til dommeren Maryelleen Noreika, der blev udnævnt af Trump i 2018.

Biden-familiens mest private hemmeligheder

Sagen om ulovlig våbenbesiddelse er langt fra første gang, at Hunter Biden er på forsiden af nyhedsmedierne i USA og resten af verden.

Hunter Biden har flere gange været åben omkring sit alkohol- og stofmisbrug. Senest i sin erindringsbog 'Smukke ting' fra 2021, hvor præsidentens søn åbent fortæller om en tid, han beskriver som "det største lavpunkt i sit liv". Han beskriver blandt andet, hvordan han levede af at drikke vodka og ryge crack kokain.

Joe Biden fik tre børn med sin første kone, Neilia Hunter. Hun og det yngste barn døde i en bilulykke i 1972. Beau og Hunter Biden overlevede ulykken. (Foto: © Andrew Harnik, Associated Press)

Herudover var der sagen fra 2019, hvor den daværende præsident, Donald Trump, i en telefonsamtale havde bedt Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, om at sætte en efterforskning i gang af både Hunter Biden og hans far, Joe Biden.

Netop derfor spillede Hunter Biden også en større rolle under præsidentvalget i 2020, end præsidentkandidaters børn normalt gør. Men denne gang er anderledes, mener Steffen Kretz:

- Forskellen er, at dengang var sagen om Hunter Biden en masse rygter og konspirationsteorier, som amerikanerne kunne vælge at tro på eller lade være afhængige af deres politiske ståsted. Nu risikerer Biden-familiens mest private hemmeligheder at blive oprullet af anklageren i en retssal.

Anklageren forventes, ifølge flere amerikanske medier, at indkalde flere af Hunter Bidens tidligere kærester som vidner, heriblandt hans afdøde brors ekskone. Og det forventes derfor, at en del personlige og følsomme emner vil se dagens lys.

- Jeg vil tro, at Joe Bidens kampagnefolk holder vejret, indtil de ved, hvilke skeletter der vælger ud af Hunter Bidens klædeskab, siger korrespondenten.

Hunter Biden er også tiltalt i en sag om skattesvindel, den forventes at gå i gang senere i år.

Elendig timing

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig med hastige skridt. Derfor er retssagen også "elendig timing" for Biden-kampagnen:

I dag er Hunter Biden gift med Melissa Cohen, som ses på billedet. Sammen har de sønnen Beau Biden - opkaldt efter Hunters afdøde bror. (Foto: © SAUL LOEB, Scanpix Denmark)

- Det er kun få dage siden, at Donald Trump som den første tidligere præsident i USA's historie blev dømt som kriminel. Der er ikke noget, demokraterne hellere vil, end at minde amerikanerne om, at de sender en dømt kriminel til Det Hvide Hus, hvis de stemmer på Trump ved præsidentvalget til november.

- Det budskab er nu mindre klart, fordi Joe Bidens søn nu optræder som tiltalt i en retssag, siger Steffen Kretz.

Torsdag i sidste uge blev Donald Trump kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i den såkaldte tys-tys-sag. Dommen ændrer ikke på, at Donald Trump fortsat kan stille op som præsidentkandidat, og ifølge eksperter vil det heller ikke påvirke Trumps kernevælgere.

Steffen Kretz fortæller, at det bliver et valg, der reelt afgøres af få tusinde midtervælgere i en håndfuld svingstater. Biden og Trump kæmper altså om de samme vælgere.

- Opgaven for Biden-kampagnen er nu at overbevise de vælgere om, at det er værre at være en dømt forbryder end at have en søn, som muligvis bliver det, lyder det fra korrespondenten.