Morgenpost fra USA: Zuckerberg taler ud hos Joe Rogan. Vil ikke beslutte, hvad der er sandt

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har besluttet, at Facebook ikke længere vil bruge faktatjekkere. Men hvorfor?

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix. Grafik: Morten Fogde, DR.

Det skal være slut med at betale faktatjekkere for at gennemgå opslag på Metas platforme, Facebook, Instagram og Threads.

Facebook-stifter og Meta-chef, Mark Zuckerberg, mener, at "faktatjekkere har været for partiske og ødelagt mere tillid, end de har skabt". I stedet vil selskabet indføre et system, der minder om det hos det sociale medie X, hvor opslag kan blive tilføjet bemærkninger fra andre - såkaldte "community notes".

Det er altså selvsamme sociale mediechef, der i sin tid udelukkede Donald Trump fra sine platforme, der nu siger, at han “vil arbejde sammen med Trump” for at presse regeringer rundt om i verden, der “vil have mere censur.”

Så hvorfor har Zuckerberg skiftet mening? Jeg har hørt Zuckerberg tale ud hos podcastfænomenet Joe Rogan, og det skal denne Morgenpost fra USA handle om.

Faktatjek, "en glidebane"

Meta CEO Mark Zuckerberg. (Foto: © Manuel Orbegozo, Ritzau Scanpix)

Jeg skal lige spille med åbne kort her: Jeg har en fortid fra et to måneders journalistvikariat hos den danske Facebook-faktatjekker, TjekDet, tilbage i 2019. Det var godt at få det fra brystet.

For det første fordi jeg således kan forklare, at man som faktatjekker på baggrund af research og ekspertudsagn tilføjer et opslag en bemærkning, om her spredes noget falsk eller unuanceret. Dette påvirker så, hvor mange der eksponeres for opslaget via det sociale medies algoritme.

For det andet kan jeg også sige, at det ikke er min fornemmelse, når jeg snakker med amerikanere, at de faktatjekmedier, der tjekker Facebooks indhold her i USA, skulle have hverken større eller mindre troværdighed end de professionelle medier.

Det siger ikke så lidt.

Og så tilbage til Zuckerberg.

- Efter at Trump først blev valgt i 2016, skrev de gamle medieinstitutioner uden ophør om, at misinformation var en trussel mod demokratiet, siger Zuckerberg om sin beslutning.

- Det (faktatjek, red.) er virkelig en glidebane, og det nåede bare til et punkt, hvor det ødelagde så meget tillid, især i USA, at have dette program.

Joe Rogan er vært på en af verdens mest lyttede podcasts, The Joe Rogan Experience, selvom han for nyligt blev skubbet til side fra toppen af en kristen podcast, om hvordan man beder, så er Joe Rogan ekstrem indflydelsesrig i den amerikanske offentlighed.

Og til Rogan siger Zuckerberg, at han fra begyndelsen var "bekymret" for "at blive en slags afgørende instans for, hvad der er sandt i verden."

Den argumentation er der ikke mange, der køber her i USA. De fleste mener, at Zuckerberg ligesom godt og vel alle andre techfirmaer her, har sendt Donald Trump en venneanmodning.

Senest har Google, som også vil livestreame Trumps indsættelse på YouTube den 20. januar, og Microsoft sluttet sig til Apple, Meta, Amazon, OpenAI og andre techgiganter, der har doneret til Trumps indsættelsesfond.

I sin begrundelse for at genoverveje indholdsmoderationen giver Zuckerberg Rogan et eksempel.

'Kvinder burde ikke have kamproller i militæret.' Påstanden stammer fra Trumps nominerede til at styre Pentagon, Pete Hegseth.

Det havde dog ikke været tilladt at poste en sådan kommentar på Facebook, fortæller Zuckerberg.

- Hvis det er okay at sige det i Kongressen, burde man sandsynligvis også kunne debattere det på sociale medier, siger Zuckerberg til Joe Rogan.

Hvad så nu?

Jeg har prøvet at lave dette overblik over Donald Trumps over nomineringer til poster i administrationen, og de rådgivere Trump har udpeget til Det Hvide Hus.

  • Den 19. januar har Donald Trump inviteret til sejrsrally i Washington D.C.

  • Den 20. januar tages USA's nye præsident og vicepræsident i ed og bliver herefter indsat i deres embeder under en ceremoni i Washington D.C.

Resultat af valget 2024

Det var Morgenpost fra USA med sidste nyt. Vi skrives ved i morgen.