Morgenpost fra USA: Trump langer ud efter regeringen i sag om mystiske droner. 'De ved, hvad der sker'

Amerikanske myndigheder har allerede sidste uge understreget, at dronerne ikke er en trussel.

Foto: Trisha Bushey via AP. Grafik: Morten Fogde, DR.

En sag om mystiske droner på nattehimlen over New Jersey og andre delstater på østkysten bare vokser og vokser.

Men den vokser ikke så meget i antallet af mystiske uidentificerede, flyvende objekter på himlen, som den vokser i omfang, fordi flere og flere prominente amerikanere og medier kaster sig ind i historien.

Nu senest Donald Trump, der vil have Biden-regeringen til at sige, hvad den ved.

Men hvad handler historien egentlig om? En iransk invasion var det ikke, så er det noget som banalt som tillid, der er på spil?

Det skal denne Morgenpost fra USA handle om, men først skal vi da lige se, hvad det er for noget, amerikanere har delt optagelser af fra himlen over New Jersey og andre østkyststater de seneste dage:

'De vil holde folk i uvidenhed'

Donald Trump ved sit første pressemøde siden valget på Mar-a-lago i West Palm Beach, Florida. (Foto: © Andrew Harnik, Ritzau Scanpix)

På sit første pressemøde efter valgsejren blev USA's kommende præsident spurgt til lidt af hvert: Ukraine, 6. januar, Syrien, vacciner, TikTok, autisme, men altså også et af amerikanernes yndlingsemner for tiden:

- Vores militær ved, hvad det er, og vores præsident ved, hvad det er. Og af en eller anden grund vil de holde folk i uvidenhed, sagde Donald Trump blandt andet om dronerne til pressemødet, du kan se nedenfor.

Den populære konservative podcastvært, Ben Shapiro, behandler i sit seneste program dronerne, der også er blevet observeret i nærheden af amerikanske militæranlæg. Og han tror ikke regeringen over en dørtærskel, når den siger, man ikke skal være bekymret:

- For 15 år siden havde jeg måske troet på regeringen, helt ærligt. Måske ville jeg have været mere tilbøjelig til at tænke: 'De ved, hvad de laver', for der er simpelthen ingen chance i verden for, at vores regering ville tillade, lad os sige, udenlandske droner eller endda indenlandske droner at svæve rundt omkring militæranlæg i massevis i ugevis, lyder det i podcasten.

Også fra Kongressen kræves der tilbundsgående undersøgelser. Den demokratiske senator Chuck Schumer, der indtil 20. januar fungerer som flertalsleder, agter at fremsætte lovforslag, der gør, at delstatsregeringer får bedre muligheder for at undersøge drone-sagerne.

Men allerede i sidste uge meldte de amerikanske myndigheder ud, at der ikke er nogen beviser for, at de rapporterede drone-observationer "udgør en national sikkerhed eller offentlig sikkerhedstrussel" for USA.

- Det ser ud til, at mange af de rapporterede observationer faktisk er bemandede fly, der opererer lovligt. Der er ingen rapporterede eller bekræftede droneobservationer i noget begrænset luftrum, skrev FBI og det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed, DHS, i en fælles pressemeddelelse.

Og John Kirby, der er Biden-regeringens talsmand for national sikkerhed, uddybede:

Mandag tog myndighederne så skrappere metoder i brug for at detektere og identificere de flyvende droner, men det virker alt sammen som lidt for sent.

De føderale myndigheder har modtaget flere tusinde henvendelser om dronerne den seneste uges tid. Men de tiltag, udtalelser og undersøgelser myndighederne siger, at de har foretaget, har groft sagt ikke overbevist nogen.

Det bunder i en dyb mistillid til det amerikanske regeringsapparat, lyder det i Wall Street Journals politiske podcast, Potomac Watch. Det er en mistillid, som i dette konkrete tilfælde kunne være undgået, havde myndighederne været mere meddelsomme, lyder det videre.

Myndighedernes manglende meddelsomhed har skabt et tomrum, som folk i stor udstrækning har søgt sociale medier for at fylde ud. Se bare denne Facebook-gruppe, som på kort tid har fået 75.000 medlemmer.

Hvad så nu?

Jeg har prøvet at lave dette overblik over Donald Trumps over nomineringer til poster i administrationen, og de rådgivere Trump har udpeget til Det Hvide Hus.

  • Den 17. december mødes valgmændene i deres respektive delstater. Her skal de afgive deres stemmer på præsident- og vicepræsidentkandidaterne.

  • Den 3. januar træder medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus sammen for første gang.

  • Den 6. januar mødes Senatet og Repræsentanternes Hus for at tælle valgmændenes stemmer. Her bliver præsidenten og vicepræsidenten erklæret.

  • Den 20. januar tages USA's nye præsident og vicepræsident i ed og bliver herefter indsat i deres embeder under en ceremoni i Washington D.C.

Resultat af valget 2024

Det var Morgenpost fra USA med sidste nyt. Vi skrives ved i morgen.