Kamala Harris havde 100 dage til at overbevise amerikanere om, at hun skulle forfremmes fra sit nuværende job som vicepræsident til præsident. Det gik som bekendt ikke, hendes modstander, Donald Trump, fik flere stemmer end hende både på landsplan og i valgmandskollegiet.
Og her små 50 dage efter valgnederlaget er det ikke meget, man hører til den afgående vicepræsident. For alt i mens den ditto-afgående præsident, Joe Biden, har travlt med blandt andet at benåde forbrydere - hans egen søn inklusive - og sende landminer til Ukraine, så holder Harris sig ude af rampelyset.
Morgenpost fra USA spørger hvorfor?
Jeg var der. Jeg stod dér på plænen foran hendes gamle universitet Howard i Washington D.C. og så hende resignere dagen efter valget. Publikum var mødt talstærkt op. De havde våde øjne. Harris var både fattet og kortfattet, da hun erkendte sit valgnederlag og gentog sit valgslogan; "når vi kæmper, vinder vi".
- Men her er sagen, nogle gange tager kampen et stykke tid, tilføjede hun denne gang, inden hun gik ned fra scenen og mere eller forsvandt fra den offentlige samtale.
Jeg har været på Det Hvides Hus hjemmeside for at se, hvad hun har deltaget i og lavet af kommunikéer den seneste måned. Jeg har fundet syv offentlige udtalelser og arrangementer med hendes navn på. Og for nu lige at relativisere min fuldstændig uvidenskabelige undersøgelse så er der over fem gange så mange udtalelser og arrangementer fra Biden i samme periode.
Nå men hvis ikke du tror på mig, så tag det fra nogen af dem, der hyldede hendes valgkamp og hviskede dem i øret, der hvisker Harris i øret. De fire værter i podcastserien Pod Save America, der er alle er liberale og tidligere rådgivere for Barack Obama og politiske kommentatorer, undrer sig også over, hvor hun blev af.
De konkluderer, at hun har taget en velfortjent puster, og at de herfra ser to muligheder for hende:
Enten planlægger Kamala Harris et comeback af trumpistiske dimensioner og agter at stille op som præsidentkandidat igen i 2028 - husk, at Trump var den første siden 1800-tallet til at tabe et valg og vinde det næste. Eller også planlægger hun at blive den næste guvernør i Californien, når den nuværende demokratiske guvernør, Gavin Newsom, ikke kan genopstille i 2026.
Guvernør-stillingen i Californien - en delstat Harris allerede har været justitsminister i - er ikke nogen letvægtertjans i USA. Californien har en økonomi, der er større end Frankrigs, lærte jeg i dag i min kollega Steffen Grams interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Samme konklusion - ikke at Californiens økonomi er på størrelse med Frankrigs - men at Kamala Harris står over for de to politiske karrieremuligheder, når BBC's podcast om amerikansk politik, Americast - de kan et eller andet med ord, de englændere - også frem til.
Dagens video
Den seneste tale, jeg har kunnet finde med Kamala Harris, er denne. Den er fremført tirsdag på Prince George’s Community College i Largo, Maryland, til et publikum bestående af "unge ledere, der er aktive og engagerede i deres lokalområde".
Hvad så nu?
Jeg har prøvet at lave dette overblik over Donald Trumps over nomineringer til poster i administrationen, og de rådgivere Trump har udpeget til Det Hvide Hus.
- •
Den 3. januar træder medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus sammen for første gang.
- •
Den 6. januar mødes Senatet og Repræsentanternes Hus for at tælle valgmændenes stemmer. Her bliver præsidenten og vicepræsidenten erklæret.
- •
Den 20. januar tages USA's nye præsident og vicepræsident i ed og bliver herefter indsat i deres embeder under en ceremoni i Washington D.C.
Resultat af valget 2024
Det var Morgenpost fra USA med sidste nyt. Vi skrives ved i morgen.