Mange tyske virksomheder frygter valgsejr til Trump - og straftold

Genvalg til Trump vil ramme Europas største økonomi hårdt.

Donald Trump har truet med at indføre told på varer fra Europa, hvis han bliver genvalgt. (Foto: © CARLOS BARRIA, Ritzau Scanpix)

- Hvem er bange for Trump i Det Hvide Hus? spørger en gruppe indflydelsesrige økonomer i en ny rapport i denne uge, og de svarer selv: Det er næsten halvdelen af de store tyske virksomheder.

Eksperterne i det anerkendte økonomiske analyseinstitut Ifo i München har spurgt knap 2.000 tyske virksomheder, og de konkluderer, at hvis Trump bliver valgt, kan det føre til ”betydelige problemer” i forholdet mellem Tyskland og USA og altså mellem Europas største økonomi, den tyske, og verdens største, den amerikanske.

Næsten halvdelen – 44 procent – af de adspurgte tyske virksomheder svarer i Ifos undersøgelse, at fire år mere med Trump i Det Hvide Hus vil skade deres forretning. Kun fire procent tror, det vil gavne den.

44 procent af adspurgte tyske virksomheder mener, at det vil skade deres forretning, hvis Donald Trump får endnu en valgperiode i Det Hvide Hus. (Foto: © Anna Moneymaker, Ritzau Scanpix)

Tyskerne frygter handelskrig

Også tyske politikere er nervøse for, at vælgerne giver Trump en ny embedsperiode. Nervøse for, om USA's militære støtte til Ukraine så vil stoppe og i det hele taget USA's sikkerhedspolitiske engagement i Europa.

- De er bange for, at Trump svigter USA's forpligtelser i Nato, og for om Trump kunne finde på at trække titusinder af amerikanske soldater, der stadig befinder på baser i Tyskland, hjem, siger Dominik Tolksdorf, forsker i sikkerhedspolitik og det tysk-amerikanske forhold ved det udenrigspolitiske selskab DGAP, til DR forud for præsident Bidens besøg i Berlin i forrige uge.

Nej, både tyske politikere og erhvervsfolk frygter, at en genvalgt Donald Trump kan finde på at indlede en handelskrig. Han har flere gange i sin valgkamp truet med at gøre netop det, nemlig ved at indføre en ti eller måske endda 20 procents told på alle importerede varer fra Europa.

- Ifølge vores beregninger vil det få den tyske eksport til USA til at falde med 15 procent, siger Andreas Baur, hovedforfatter til analyseinstituttet Ifos nye rapport, hvor 40 procent af de tyske virksomheder betegner USA som et ”vigtig” eller ”meget vigtigt” marked for dem.

Tyskland kan miste over en billion i eksport

Økonomerne i München er ikke de eneste, der i denne uge har fremlagt beregninger på, hvad det vil koste Tyskland, hvis Trump gør alvor af truslerne om en ny straftold, EU formentlig vil svare igen på.

Det ansete private økonomiske forskningsinstitut Institut der Deutschen Wirtschaft (IW) i Køln har lavet en simulation, som viser, at hvis USA foretager en forhøjelse af toldsatserne på ti procent på alle importerede europæiske varer, vil det over fire år koste Tyskland, hvad der svarer til 970 milliarder kroner.

Der er millarder af euro og dollar på spil - både for Europa og USA. (Foto: © KAI PFAFFENBACH, Ritzau Scanpix)

Det er, hvis Trump indfører en straftold på ti procent, og EU svarer igen med én på samme størrelse. Hvis Trump indfører en ekstra told på 20 procent, og EU gør det samme, vil tyske virksomheder miste 1.340 milliarder kroner de næste fire år, altså langt over en billion kroner.

Hvis dét sker, vil det ifølge IW's beregninger få den samlede tyske økonomi til at skrumpe 1,5 procent i de næste fire år.

Værst for USA selv

- En handelskrig hen over Atlanten vil skade begge parter, men især den tyske eksportindustri, som i forvejen er i krise, siger Thomas Obst, som har sammenfattet IW's konklusioner i den nye rapport.

Den krise, han henviser til, fik for nylig den tyske regering – og i sidste uge Den Internationale Valutafond (IMF) – til at sænke forventningerne til udviklingen i den tyske økonomi for i år.

For andet år i træk vil Tyskland få negativ økonomisk vækst, altså gå i recession, som det eneste af de store industrilande i verden.

Alligevel mener Thomas Obst, at det bedste Tyskland og EU kan gøre, når Donald Trump truer med at hæve de amerikanske toldmure, er at gøre det samme – true med at hæve de europæiske tilsvarende.

- Det vil ramme USA hårdere end EU, hvis det sker. I bedste fald vil sådan en trussel få Trump til at holde sig i skindet, siger en anden af de IW-økonomer, der har regnet på det, Samina Sultan.

Kriseramt tysk bilindustri er særlig udsat

Blandt de tyske virksomheder, som en handelskrig vil gå hårdest ud over, er nogle af de største virksomheder. Det er ikke mindst dem i bilindustrien.

- Jeg ønsker, at tyske bilproducenter bliver til amerikanske bilproducenter, erklærede Donald Trump på et vælgermøde i Savannah, Georgia i sidste måned og udløste nervøse trækninger på direktionsgangene hos Mercedes, BMW, Audi og på Folkevognsfabrikkerne.

En BMW bliver fremvist på en af de fabrikker i udlandet, som tyske BMW allerede har, i Mexico. (Foto: © TOYA SARNO JORDAN, Ritzau Scanpix)

Trump lokkede udenlandske bilkoncerner – blandt andre tyske – med skattenedsættelser, mindre bureaukrati og lavere priser på energi, hvis de vil flytte deres produktion til USA.

Omvendt truede han dem med ”meget høje” toldsatser på biler fremstillet udenfor USA.

De store tyske bilkoncerner skal være ”meget bekymrede”, siger Jacob Kirkegaard, senior fellow ved Bruxelles-tænketanken Bruegel til Deutsche Welle.

Mercedes, BMW og Volkswagen har ganske vist allerede store fabrikker i USA, hvor de fremstiller hundredetusinder af biler til det amerikanske marked hvert år, men ifølge Kirkegaard risikerer deres forsyningskæder til produktionen at blive hårdt ramt i en eventuel handelskrig.

Mere truet af Trump end Kina og Japan

Trump har også truet nabolandet Mexico med straftold på hele 200 procent på varer dérfra – ildevarslende nyt for både VW, BMW og Audi, for alle tre tyske producenter fremstiller biler i Mexico for lavere omkostninger end i USA.

De tyske producenters brancheforening Verband der Automobilindustrie (VDA) oplyste forleden til avisen Die Welt, at der nu bliver fremstillet flere tyske biler i Mexico end nogensinde før - 716.000 sidste år.

Og netop Mexico er ifølge det britiske ugemagasin Economist Intelligence Unit det land i Verden, der kan blive hårdest ramt, politisk og økonomisk, af et valg af Donald Trump.

Economists eksperter har lavet et ”Trump Risk Index” med en liste, hvor Tyskland efter Mexico og det lille mellemamerikanske land Costa Rica er det land i Verden, der risikerer mest ved fire år mere med Trump som præsident. Mere end Kina og Japan og langt mere end noget andet land i Europa.

- Det er USA's allierede og partnere, der har størst grund til at være bekymret, konkluderer The Economist.