Han sagde nej til at fikse valget til fordel for Trump: 'Accepter dit nederlag og kom videre'

I Georgia er Trumps nemesis fra 2020 parat til at sige nej igen. Dengang nægtede han at "skaffe" Trump 11.780 stemmer.

Brad Raffensperger, den øverstansvarlige for valghandlingen i delstaten Georgia. En afgørende svingstat, som Donald Trump tabte til Joe Biden i 2020.

En høflig mand med en tydelig sydstatsaccent og en baggrund som ingeniør kan i næste uge igen blive manden, der skal sige nej til at fikse valget til fordel for Donald Trump.

Meget imod sin vilje – for manden er republikaner om en hals og ser gerne, at Trump vinder. Men det skal være på ærlig vis, mener han.

Efter præsidentvalget i 2020 ringede præsident Donald Trump til Brad Raffensperger for at presse ham til at "finde 11.780 stemmer" – én stemme mere end det antal stemmer, som havde skaffet Joe Biden valgsejren i den afgørende svingstat, Georgia.

Brad Raffensperger, der er øverste ansvarlig for valghandlingen i Georgia, sagde nej. Han offentliggjorde tilmed en optagelse af telefonsamtalen, så hele verden kunne høre USA's præsidents forsøg på at klamre sig til magten. Den optagelse er siden blevet hjørnestenen i en strafferetssag mod Trump.

- Jeg gjorde bare mit arbejde, siger Raffensperger stilfærdigt, da jeg møder ham på hans kontor i Georgias kongresbygning i Atlanta.

- Jeg forsøgte at være både respektfuld og høflig. Jeg sagde til ham, at han havde tabt. Jeg tror ikke, at han kunne lide, hvad jeg fortalte ham. Men det var sandheden, siger Raffensperger.

Du kan se Raffensperger fortælle mere om episoden i videoen herunder:

Noget har ændret sig siden 2020

I næste uge kan et lignende scenarie udspille sig. Raffensperger er stadig øverste ansvarlig for valget i Georgia, og Donald Trump er igen kandidat til præsidentposten.

Men noget er alligevel forandret, for i de sidste fire år har Trump stædigt holdt fast i sin falske og udokumenterede historie om valgsvindel, og det har resulteret i udbredt mistillid til valgsystemet i USA.

Et markant flertal af republikanske vælgere siger nu i måling efter måling, at de er overbevist om, at Trump vandt i 2020, og mange af dem tror, at Trump kan blive "frasvindlet" en sejr igen i næste uge.

- Vi er oppe mod en meget stor misinformationskampagne, siger Raffensperger.

- På en god dag har vi 44-45.000 følgere på Twitter (nu kaldet X, red.), mens andre har 75 millioner og bliver ved med at udbasunere det til alle deres venner på sociale medier – som i virkeligheden er blevet til anti-sociale medier.

Misinformation bliver en af valgets store modstandere, fortæller Raffensperger i videoen her:

Raffensperger har brugt de sidste fire år på at forsøge at dæmme op for bølgen af konspirationsteorier og misinformation.

Alle lister over vælgere er gennemgået med en tættekam, så ingen kan stemme uden at have stemmeret i staten Georgia. Her kan man stemme i en lang periode før selve valgdagen, og stemmerne tælles nu op tidligere end før, så resultatet kan offentliggøres allerede klokken 20 på valgaftenen.

Men han ved, at han er oppe mod meget stærke kræfter:

- Når det handler om et valg, så er du nødt til at forholde dig til fakta. Vi har undersøgt alle anklager og modbevist dem for år tilbage. Alligevel er der stadig folk, som bliver ved med at gentage dem, og det synes jeg ikke er nogen fordel for dem, siger Raffensperger med henvisning til lederen af hans eget parti, Donald Trump.

- Hvis du taber et valg, så må du se den brutale sandhed i øjnene og se, om du kan gøre det bedre og komme tilbage med et nyt politisk budskab. Accepter dit nederlag og kom videre.

Påstande om valgsvindel gentages

Donald Trump gør præcis det modsatte: I tale efter tale påstår Donald Trump uden nogen form for dokumentation, at det kommende præsidentvalg vil være præget af snyd og svindel, og at han kun kan tabe, hvis han bliver frarøvet en sejr.

Trump gentager påstandene på sociale medier, hvor de bl.a. bliver forstærket af verdens rigeste mand, Elon Musk. Musk har omkring 200 millioner følgere på platformen X og har i år kastet både sine penge og sin personlighed ind i kampen for at få Donald Trump valgt.

Det var lignende udokumenterede påstande om valgsvindel fra Trump efter valget i 2020, som førte til, at tusinder af hans tilhængere angreb Kongressen i Washington 6. januar 2021.

Fire ud af ti vælgere i USA frygter, at noget lignende vil ske igen efter valget i den kommende uge. De er enten "meget" eller "ekstremt" bekymrede for, at efterspillet denne gang også kan blive voldeligt, viser en ny måling fra AP-NORC.

Brad Raffensperger fortæller, at han vil blive ved med at være "en af de få, der gør det rette":

For Brad Raffensperger er frygten for, at efterspillet efter næste valg kan ende voldeligt, meget konkret.

Siden han sagde nej til Trump i 2020, har han modtaget en uendelig strøm af trusler, heriblandt en del dødstrusler. Han er blevet slæbt i retten og har måttet bruge sin private opsparing på advokater, som kan forsvare ham.

Alligevel siger han, at han er fast besluttet på, at valget også denne gang skal forløbe helt efter bogen, og at ingen vil kunne presse ham til at fikse resultatet:

- Jeg fik trusler, længe før jeg havde den samtale med præsidenten. Men jeg er her stadig. Tænk på de mennesker, som måtte lade livet for, at vi kan have vores frihed i dag og overhovedet kan afholde frie og fair valg. Det er de mennesker, som jeg ærer ved at gøre mit arbejde.

- Der er måske kun nogle få af os, som siger nej og holder fast i at gøre det rigtige. Men nogle gange er det alt, hvad der skal til.

- Jeg vil fortsat være blandt de få, som følger reglerne uanset omkostningerne, for jeg elsker Amerika alt for meget til ikke at gøre det. Det her er mit hjem. Det er mit land.

Du kan høre meget mere af Steffen Kretz' interview med Brad Raffensperger i Deadline, der torsag stiller skarpt på krisen i det amerikanske demokrati. Se med torsdag fra kl 17 på DR TV eller 22.15 på DR 2.