Elon Musk deler falsk AI-kampagnevideo om Kamala Harris

Videoen, som er skabt med kunstig intelligens, er blevet set mere end 126 millioner gange.

Elon Musk erklærede sin støtte til Donald Trump åbent på X efter attentatforsøget på ekspræsidenten. (Foto: © Czarek Sokolowski, Associated Press)

Mangemilliardæren Elon Musk, der blandt andet ejer Tesla og SpaceX, delte lørdag en video på sit eget sociale medie X. Videoen ligner en kampagnevideo for Kamala Harris, der ventes at blive Demokraternes præsidentkandidat.

I videoen siger en stemme meget lig Harris' blandt andet:

- Jeg, Kamala Harris, er jeres demokratiske præsidentkandidat, fordi Joe Bidens senilitet endelig viste sig ved debatten (mod Donald Trump, red).

I videoen siger stemmen også, at Harris er valgt som en 'diversity hire' - et nedladende udtryk, der bruges om ansættelser i en virksomhed, hvis man er valgt på baggrund af køn, race eller minoritet for at få det til at ligne, at man går op i diversitet.

Men videoen er lavet med kunstig intelligens. Musk står ikke selv bag videoen, men har videredelt videoen med ordene 'Det her er fantastisk' efterfulgt en smiley, der græder af grin.

Videoen er i skrivende stund blevet set over 126 millioner gange og har fået flere til at løfte øjenbrynet i frygt for, at manipulerede videoer lavet med kunstig intelligens kan påvirke det amerikanske præsidentvalg.

'Kvaliteten er ikke god, men den er god nok'

Det oprindelige opslag af videoen kommer fra brugeren Mr Reagan. På både Youtube og X er den markeret som en parodi og en joke.

Men det skriver Musk ikke i hans deling af opslaget.

Og det er et problem, at Elon Musks mange følgere ikke får den oplysning, siger medformand Rob Weissmann fra forbrugerorganisationen og tænketanken Public Citizen.

- For mig er det ikke tydeligt, at det er en joke.

- Jeg er sikker på, at de fleste der ser det, ikke regner med, at det er en joke. Kvaliteten er ikke god, men den er god nok. Og præcis fordi den giver næring til de temaer, der bliver snakket om omkring hende, vil de fleste tro, at den er ægte, siger han til AP.

Videoen ser ud som en hver anden politisk kampagnevideo. Men undervejs siger stemmen flere negative ting om Kamala Harris og valget af hende som præsidentkandidat. (Foto: © X)

Til samme medie siger ekspert i digitalt efterforskning fra University of California Berkeley Hanry Farid, at videoen for ham viser den magt generativ AI og de såkaldte deepfakes har.

- Den AI-generede stemme er meget god.

- Selvom de fleste ikke tror på, at det er vicepræsident Kamala Harris' stemme, er videoen meget stærkere, når ordene blive sagt med hendes stemme, skriver han i en mail til AP.

Elon Musk er ikke vendt tilbage med en kommentar til AP.

Talsperson fra Kamala Harris' kampagne Mia Ehrenberg siger i et skriftligt svar, at de tager afstand fra Elon Musks.

- Vi tror, at den amerikanske befolkning vil have den ægte frihed, sikkerhed og de muligheder, som Harris tilbyder. Ikke den falske manipulerede løgn fra Elon Musk og Donald Trump.