Det amerikanske præsidentvalg handler om andet og mere end, hvilken politiker, der skal lede USA de næste fire år.
For danskerne er dette amerikanske valg der, hvor det endeligt bliver klart, at de seneste årtiers æra med fred og frihandel bliver lagt endeligt i graven. Og uanset, om Kamala Harris eller Donald Trump bliver valgt som USA’s præsident, så bliver konsekvenserne de samme.
Forude venter en hverdag som bliver dyrere, dårligere og mere utryg. Europæerne skal til at vænne sig til et USA, som ikke er interesseret i at være Europas allierede for enhver pris. Fremtidens alliance koster. Hvis det er i deres egen interesse, så vil fremtidens USA ikke tøve med at vælge USA først – også, når det valg har direkte negative konsekvenser for USA’s europæiske allierede.
Naturligvis er der stor forskel på, om Donald Trump eller Kamala Harris bliver USA’s næste præsident. Men uanset, hvem der flytter ind i Det Hvide Hus næste januar, så venter der store forandringer forude. Det gamle USA – fra før Trump blev valgt i 2016 – er dødt og vender ikke tilbage. Og det får store konsekvenser for Europa.
Både i Bruxelles og i de fleste hovedstæder i EU’s medlemslande er analysen klar: Uanset, om USA’s næste præsident hedder Harris eller Trump, så kan europæerne se frem til et USA, som er langt mere indadvendt i fremtiden.
Forude venter et USA, som vil være mindre engageret i Europas sikkerhed. Europa kan ikke forvente, at 330 millioner amerikanere skal tage ansvaret for at forsvare 500 millioner europæere.
Og på samme måde vil USA efter præsidentvalget forvente, at europæerne tager et endnu større ansvar for at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.
De europæiske medlemmer af forsvarsalliancen Nato bruger allerede i dag væsentligt flere penge på forsvar end Rusland. Så for amerikanerne – og det gælder både hos Trump og Harris – så bør europæerne være i stand til at tage større ansvar for deres egen sikkerhed.
Ruslands økonomi er på størrelse med Italiens. Så økonomisk er de 27 EU-lande en stormagt sammenlignet med Rusland. For amerikanerne er tiden inde til, at EU-landene også begynder at opføre sig som en militær stormagt.
USA’s sikkerhedspolitiske fokus har længe været under forandring. Udover den evige udenrigspolitiske hovedpine i form af Mellemøsten, er USA’s primære fokus på Kina og Asien. Det vil det fortsætte med at være – både med Trump og med Harris i Det Hvide Hus.
Europæerne kan ikke tage for givet, at USA til enhver pris vil kaste alt ind for at forsvare Europa. Europa er nødt til at tage et større ansvar og ikke overlade ansvaret for deres sikkerhed til, hvem der nu måtte blive valgt til præsident i USA. Eller som den franske europaminister, Benjamin Haddad, udtrykte det for nylig i en debat på fransk tv:
- Vi kan ikke lade vælgerne i Michigan slå plat og krone om europæernes sikkerhed hver fjerde år.
En henvisning til, at det kan ende med at være vælgerne i svingstater som Michigan, der afgør om Trump eller Harris vinder valget. Og dermed om USA har en præsident, som efter valget står fuldt og helt bag Nato-løftet om, at et angreb på ét land i forsvarsalliancen vil blive set som et angreb på alle medlemslande – inklusive USA.
Selv om det er en sandhed, som stadig ikke er sunket ind overalt i Europa, så er Joe Biden den sidste i en generation af transatlantiske præsidenter for hvem Nato har været helt afgørende.
I fremtiden vil USA have mere fokus på USA’s egen sikkerhed, og blikket vil i langt højere grad være rettet mod Kina. Det betyder, at europæiske skatteborgere – også danske – ser ind i en fremtid, hvor en større del af skattemidlerne kommer til at gå til forsvar og sikkerhed – og en mindre del til velfærd, uddannelse etc. Uanset, om præsidenten hedder Harris eller Trump.
Farvel til frihandel
Under Den Kolde Krig var der aldrig tvivl om styrken i båndet mellem Europa og USA.
Amerikanske soldater og våben var udstationeret i Europa til hjælp med Europas forsvar. Og Europa og USA udviklede i fællesskab institutioner, der skabte et globalt regelsæt, som resten af verden var nødt til at forholde sig til, hvis de ønskede relationer til den vestlige verden.
Det var en verden, hvor EU og USA var optaget af at vise sammenholdet på tværs af Atlanterhavet og en periode, hvor EU og USA i høj grad afstod fra handlinger som gensidigt kunne skade hinanden. Men sådan vil det ikke være i fremtiden.
USA vil fremover være mere fokuseret på USA’s egne interesser og vil ikke på samme måde være tilbageholdende med at træffe beslutninger, der er til skade for Europa. Det har europæerne oplevet både under Trump og Biden. De har begge har truffet nationale amerikanske beslutninger, som har haft betydelig negativ effekt på Europa. Og der er mere i vente, når amerikansk politik fremover vender blikket mere indad.
Udviklingen bliver især tydelig, når man ser på fremtidens handel.
Netop handel er der, hvor USA og Europa i fællesskab har gjort den største forskel for verdensøkonomien, velfærden og borgernes købekraft.
Det er EU og USA som stod i spidsen for etableringen af verdenshandelsorganisationen WTO, der har etableret et sæt af internationale spilleregler for verdenshandlen.
Det er i høj grad gennem en fælles indsats fra EU og USA, at der globalt er fjernet hindringer for handel og sikret, at der er blevet skabt et uafhængigt og anerkendt system som kunne løse eventuelle handelskonflikter.
Årtiers øget fri handel med færre tekniske handelsbarrierer og mindre told har betydet, at danske forbrugere har kunnet købe mere for den løn, de får udbetalt hver måned. Men den æra er slut, og verden går nu mod en tid, hvor der vil være mindre fri handel og mere protektionisme. Mindre fri konkurrence, mere beskyttelse af markeder og mere statsstøtte.
USA og det amerikanske præsidentvalg er en af årsagerne til, at æraen med fri verdenshandel nu kommer til en ende. Men det er langtfra den eneste årsag.
Ruslands ageren i Ukraine, den globale konkurrence om vacciner i forbindelse med Covid-pandemien, Kinas globale fremfærd er andre fænomener, som skubber verden i retning af mindre fri handel og flere handelsbarrierer.
Det er helt enkelt blevet vigtigere for lande at passe på sig selv, og landene er parate til at betale for den øgede nationale sikkerhed med mindre fri handel.
Fri handel fungerer, så længe, der er tillid til, at leverandørerne af en vare altid vil levere. Men både med vaccinerne og den russiske gas blev det tydeligt, at det ikke er muligt at stole på udenlandske leverandører af samfundskritiske varer som energi og medicin. Og det får konsekvenser.
Krigen i Ukraine har vist europæerne, at det er problematisk at være afhængig af lande som Rusland og Kina. EU-landene kan ikke være afhængige af olie og gas fra Rusland. Ligesom ingen f.eks. vil lade kinesiske virksomheder eje europæisk kommunikationsinfrastruktur.
I en usikker verden er det afgørende at være selvforsynende på vigtige områder som fødevarer, medicin, energi og våben.
Det er også vigtigt at beskytte den nationale infrastruktur. Europa kan f.eks. ikke i fremtiden være afhængig af amerikanske satellitter eller cloudtjenester til opbevaring af data. Lige så lidt som Europa kan være afhængig af bilbatterier produceret i Kina, når den europæiske bilpark er blevet omstillet fra fossilt brændstof til elbiler.
Udviklingen i retning af mere protektionisme og mindre fri handel er allerede i fuld gang.
I firserne og halvfemserne var USA og Europa de dominerende økonomier i verden. Det betød, at EU og USA i fællesskab kunne trække verden i retning af mere fri handel. I dag står EU alene, når det gælder global frihandel. USA har flyttet sin position og er i dag sågar villig til at træffe handelsbeslutninger, som direkte skader EU’s medlemslande.
Under præsident Trump oplevede EU-landene, hvordan der blev indført told på stål og aluminium fra EU. Det var i strid med reglerne for international handel. Men Trump var ligeglad og indførte altså straftold mod varer fra EU. Samtidig gik Donald Trump aktivt ind og ødelagde WTO ved at forhindre, at der blev udnævnt nye dommere som skal håndtere handelskonflikter.
Der var en forhåbning blandt EU’s politiske ledere om, at Biden-administrationen ville vende tilbage til tidligere tiders amerikansk handelspolitik. Men det er ikke sket. WTO fungerer stadig ikke. Og Biden-administrationen har ikke droppet den ulovlige told på europæisk stål og aluminium. Den told er kun sat i bero.
Imens har Biden-administrationen og den amerikanske kongres vedtaget den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA). Det er et stykke lovgivning, hvor den amerikanske stat – med løfter om statsstøtte og skatterabatter – lokker blandt andet europæiske teknologiske virksomheder til at flytte fra Danmark og resten af Europa til USA.
Danmark og Europa har længe været førende i verden indenfor udviklingen af grøn teknologi.
Med IRA arbejder den amerikanske stat målbevidst på at få danske og europæiske virksomheder til at flytte til USA og udvikle deres teknologiske produkter i USA i stedet for Europa.
Europa ser på sig selv
Hvis udviklingen mod flere handelsbegrænsninger og mere protektionisme skulle stoppes, så ville det kræve en betydelig fælles koordineret indsats fra USA og EU. Den kommer ikke.
Hvis Kamala Harris bliver valgt, så vil IRA fortsætte, og den tvinger EU-landene til at gøre mere for at beskytte europæiske arbejdspladser. Det betyder mere statsstøtte til europæiske virksomheder og mere beskyttelse af europæiske virksomheder inden for udvalgte sektorer – gennem en ændring af EU-reglerne for både konkurrence og statsstøtte.
EU-landene indser allerede i dag, at de er tvunget til at bruge mange flere penge på at støtte udvalgte sektorer som den europæiske våbenindustri og europæiske teknologi-virksomheder, der skal udvikle teknologier som kunstig intelligens og quantum computing.
Hvis EU skal undgå, at IRA fører til en massiv udflytning af europæiske virksomheder, så er EU-landene nødt til at svare igen med tilsvarende ordninger med statsstøtte. Det har EU-landene for længst indset. De første penge er afsat på EU-budgettet, og meget mere venter i fremtiden. Penge, som skal betales af danske og andre europæiske skatteborgere.
Hvis Donald Trump bliver USA’s næste præsident, er det tvivlsomt, om han vil have mulighed for og ønske om at stoppe IRA. Den ordning ser ud til at fortsætte. Men derudover er der udsigt til, at Donald Trump som præsident vil indføre yderligere told på varer, som EU ønsker at sælge til USA.
En told på 10 procent på alle europæiske varer – som Trump har nævnt flere gange – vil ifølge Dansk Industri kunne få betydning for 30.000 danske arbejdspladser, og det vil have en betydelig negativ effekt på dansk og europæisk økonomi.
Fælles for både Trump og Harris er, at ingen af de to vil have fokus på at udgøre en fælles front sammen med EU for at få den globale frihandel tilbage på sporet. Ideelt ønsker EU-lande en verden med fri konkurrence og få handelshindringer. En verden, hvor virksomheder konkurrerer på lige vilkår – uden at modtage statsstøtte. Men i praksis er verden på vej i den modsatte retning.
Inflation Reduction Act i USA er massiv statsstøtte til virksomheder, der slår sig ned i USA. Det er velkendt, at mange kinesiske virksomheder kan sælge deres varer billigt, fordi, de også får statsstøtte. Og der er intet som tyder på, at den udvikling er på vej til at vende. Tværtimod kan man f.eks. se, at begge kandidater i den amerikanske valgkamp lover, at de vil bruge statslige penge til at sikre amerikanske arbejdspladser. Altså endnu mere statsstøtte.
Det betyder, at EU i praksis står alene som den sidste store aktør, der kunne udgøre en drivende kraft i forhold til fremtiden for den frie handel.
Den position er uholdbar for EU-samarbejdet. Og derfor ser man også allerede nu, hvordan EU-landene er på vej til et dramatisk kursskifte. Ingen beslutninger er truffet endnu, men udviklingen er klar. Æraen med mere og mere fri handel er på vej i graven. Forude venter mindre konkurrence og mere statsstøtte. Varer bliver dyrere, og der skal bruges flere skattepenge på at hjælpe europæiske virksomheder. Dermed er der også færre penge til velfærd.
EU-landene har endnu ikke skiftet kurs. Men kursskiftet er på vej.
Fra næste sommer skal EU-landene til at fastlægge en ny ramme for fremtidens EU-budget. Og den ramme bliver meget anderledes end det, vi kender.
En rapport, som blev offentliggjort i denne uge, foreslår, at EU fremover skal bruge mindst 20 procent af EU-budgettet på forsvar og sikkerhed. Der er også tanker om, at EU-landene skal optage store fælles lån for at skaffe penge til at udvikle den europæiske forsvarsindustri.
Der skal bruges mange flere penge på forskning og udvikling og på grøn omstilling fremover. Og på centrale områder – som f.eks. bilindustrien – vil det være nødvendigt at begynde med at beskytte europæisk produktion. Både af hensyn til Europas sikkerhed, men også med henblik på at bevare europæiske arbejdspladser.
Med omfattende rapporter fra de to tidligere italienske premierministre – Draghi og Letta - plus en rapport fra den finske præsident Niinisto, så har Europa-Kommissionen allerede lagt sporene klar til den gigantiske omvæltning af europæisk politik, der venter forude.
Det er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som sætter retningen for, hvordan EU-samarbejdet kommer til at udvikle sig de kommende år, og hun har en plan.
Formelt er intet forandret i EU - endnu.
EU-landene ser stadig USA og Nato som afgørende for Europas sikkerhed, og de har stadig et ønske om en fremtid med mere fri handel.
Men når det amerikanske valg er overstået og det står klart, at den gamle verden med fri handel og USA som garant for Europas sikkerhed er død, så har EU-lederne ikke andre muligheder end – modvilligt – at tilpasse sig den nye verden. Europa-Kommissionen har allerede planerne klar. De præsenteres løbende indenfor det kommende år, efterhånden som det synker ind hos Europas politiske ledere, at den gamle verden med frihandel og USA som ubetinget garant for Europas sikkerhed er fortid.
Den gamle verden har været døende længe. Det amerikanske valg bliver der, hvor dødsattesten skrives. Forud venter en ny verden. Den er dyrere og mere usikker. Og den bliver en realitet, uanset, om Harris eller Trump vinder valget.