Kamala Harris nåede ikke engang at holde en nederlagstale, inden Trump holdt sin sejrstale i Florida natten til onsdag. Ligesom Hillary Clinton i 2016 valgte hun at udskyde sin tale til dagen efter, når alle stemmer er talt op og nederlaget er delvist fordøjet.
Det skete i 2016, og historien gentog sig i nat.
Nederlaget svier for demokrater og kvinder de næste fire år, hvor Trump kommer til at regere i Det Hvide Hus.
Var Harris det forkerte valg? For elitær? Ude af trit med almindelige amerikaneres liv? Spørgsmålene og anklagerne vil fyge og ryge i Det Demokratiske Parti.
Stærk og svag kandidat
Harris var en stærk og svag kandidat på én og samme tid.
Hun formåede at inspirere vælgere, der var faldet i søvn under Bidens kandidatur. Men lige så indigneret og autentisk, hun virker, når hun taler om racespørgsmål og retten til abort, lige så distanceret og robotagtigt lyder foredrag om hendes middelklassebarndom og om, hvordan hun vil gøre det nemmere at være børnefamilie i USA. Man skal ikke have hørt mange Harris-taler, før man kan dem udenad.
Spørgsmålet er dog, om nederlaget skyldtes Harris' præstationer. For vicepræsidenten måtte også vedkende sig arv og gæld fra Joe Biden.
Harris kunne ikke forklare amerikanerne, hvorfor demokrater brystede sig af ’Bidenomics’, når amerikanerne føler sig fattigere end i Trumps tid. Hvis et møde i banken eller en tur i supermarkedet udløser et halvvejs hjerteanfald, er det ligegyldigt, at arbejdsløsheden er lav og væksten høj.
Demokrater opdagede migrantkrise for sent
Kamala Harris kunne ikke løbe fra en fejlslagen grænsepolitik, der har ført til, at omkring 10 millioner har passeret grænsen fra Mexico i Bidens embedsperiode.
Da guvernører i grænsestaterne samtidig fik den kyniske, men politisk smarte, ide at transportere migranter til demokratiske højborge, åbnede de øjnene for millioner af moderate demokrater, der ikke brød sig om, hvad de så.
Amerikanere ser anderledes på immigration end indbyggere i de fleste europæiske lande. Selv i Det Republikanske Parti eksisterer der en delvis accept af, at ulovlig indvandring er en del af USA’s historie og en vigtig komponent i økonomien. Men under Biden gik det for vidt.
Det blev ikke bedre af, at det faktisk var én af Harris’ første opgaver som vicepræsident at finde løsninger på den høje immigration. En nærmest umulig opgave, som hun med tiden løb skrigende bort fra.
Kampen om nederlaget
Kamala Harris var for flink ved sin chef under valgkampen. Biden er trods ét imponerede katalog af reformer, der er blevet gennemført, ganske upopulær i befolkningen.
Når Harris blev spurgt om hun fortrød nogle af Bidens politiske beslutninger, valgte hun at være loyal overfor manden, som hun holder af og respekterer. Hun påstod også til det sidste, at Joe Biden ikke har vist tegn på aldring. Udsagnet fremstod utroværdigt.
Årsagerne til Harris’ valgnederlag vil blive diskuteret og dissekeret intenst i de kommende år. Hvordan kunne Demokraterne tabe trods et rekordstort indsamlet pengebeløb? Hvordan kunne en dømt forbryder på 78 år vinde?
Var det Harris’ skyld? En slap migrationspolitik? Eller er det grundlæggende det amerikanske valgsystem, der er sygt?
Diskussion kulminerer i 2028, når partiet skal vælge sin næste præsidentkandidat, og Donald Trump på grund af forfatningen ikke kan genopstille.
En ting ved vi næsten med sikkerhed. Kandidaten bliver ikke Kamala Harris. Selvom hun bestod valgkampen, er hendes præstation ikke stærk nok til en genudsendelse.