Det var en nærmest ukendelig afdæmpet Donald Trump, der onsdag aften, dansk tid, holdt pressekonference i Mexico med landets præsident Enrique Peña Nieto.
De to havde netop haft et møde, hvor de blandt andet talte om den enorme mur, som Trump har svoret at bygge mellem de to landes grænse, hvis han vinder præsidentvalget i november. Dog var det ikke ligefrem alle detaljer om muren, der kom på plads:
- Vi diskuterede muren, men vi diskuterede ikke, hvem der skal finansiere den. Det gemmer vi til en senere lejlighed. Jeg synes det var et fremragende møde, lød det roligt fra Trump, der kaldte den mexicanske præsident for en ven.
En noget anden tone end tidligere fra præsidentkandidaten, der begyndte sin valgkampagne i 2015 med at kalde illegale mexicanere i USA for narkohandlere og voldtægtsmænd.
- Mange af de ting jeg har sagt er meget stærke, men vi må være stærke - vi må sige, hvad det er der sker. Der er kriminalitet, som I ved. Der er mange problemer. Men jeg tror på, at vi sammen kan løse de problemer. Jeg tror at præsidenten og jeg kan løse de problemer, sagde Trump tirsdag.
- Narkohandel er et stort problem for Mexico ligesom det er det for os - det går ikke kun den ene vej, sagde den republikanske præsidentkandidat.
Ikke enige om alt
Præsident Peña Nieto har tidligere sammenlignet Donald Trumps succes med den som Hitler og Mussolini engang havde. Til det fælles pressemøde nøjedes han med at erklære, at ham og Trump "måske ikke er enige om alt", og lagde ellers vægt på at samhandelsaftalerne i NAFTA mellem de to nationer er vigtig. Noget som Trump har gjort til en mærkesag at genforhandle.
Flere politiske observatører i USA havde positive bemærkninger til Trumps anderledes afdæmpede stil.
https://twitter.com/BillKristol/status/771082416400265216
Onsdag nat holder Trump en stor tale om immigration.