De amerikanske præsidentkandidaters helbred fylder godt op i debatten forud for det amerikanske præsidentvalg den 8. november.
For går de begge rundt med et strålende helbred, eller har de skavanker, der kan svække dem, hvis de vinder valget og indtager præsidentposten?
Senest har Trump-kampagnen stillet spørgsmål til Hillary Clintons helbred, selvom hun har lagt dokumenter frem, der viser, at hun intet alvorligt fejler.
Men nu bliver pilen rettet mod Trump selv.
I et interview med det amerikanske medie NBC kaster Donald Trumps læge Harold Bornstein nyt lys over, hvordan det gik til, da han tilbage i december gav sin vurdering af helbredet hos den 70-årige republikanske præsidentkandidat.
En vurdering, der blev skrevet ned i et brev, som fylder en a4-side og er det eneste dokument, Trump selv har offentliggjort om sit helbred.
I brevet bruger lægen store ord og skriver blandt andet, at Trump vil blive "den sundeste person, som nogensinde er blevet valgt til præsident".
- Jeg tror, at jeg lod mig inspirere af hans sprog og gjorde det til mit eget, siger Bornstein i interviewet med NBC News.
Han understreger, at han stadig står ved sin rosende omtale af Trumps fysiske helbred, men modererer samtidig sit sprogbrug.
- Jeg mener ikke, han er bedre eller dårligere end gennemsnitsmennesker, som dyrker motion hver dag, siger Bornstein nu til NBC.
Samtidig fortæller Bornstein, at han skrev brevet på fem minutter, mens en bil fra Trumps kampagne holdt udenfor og ventede.
Brevet fra lægen, der fylder fire afsnit på en A4-side, er de eneste helbredsoplysninger, Trump har offentliggjort om sig selv.
Udover den rosende omtale af Trumps helbred, står der også skrevet, at den republikanske præsidentkandidat tager smertestillende og kolesterolsænkende medicin dagligt.
Hvis Donald Trump vinder valget, vil han blive den ældste, nyvalgte præsident i USA, skriver CNN.