Donald Trump står foran en skillevej med sin tale om immigration senere i dag i Arizona.
Talen er både længe ventet, kan definere resten af valgkampen, og ende med at få stor betydning for Trumps chancer for at blive præsident.
- Det er Trumps vigtigste tale siden konventet. Og måske den vigtigste tale i resten af valgkampen. Immigration er så centralt for Trumps valgkamp, at kursen fremover bliver afgørende, siger Anders Agner, USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com, et online medie om USA.
Talen er blevet udskudt i flere omgange, men senere i dag kaster Donald Trump altså lys over sin immigrationspolitik.
Og lys er der behov for. Donald Trump har nemlig i det seneste stykke tid sået tvivl om sine ellers normalt hårde holdninger til illegale immigranter.
- Hele lanceringen af Donald Trumps valgkamp handlede om immigration. Det var årsagen til, at han kunne lægge afstand til konkurrenterne i den republikanske primærvalgkamp. På det seneste har han lagt op til en holdningsændring, så nu er der nærmest ingen, der ved hvad han mener, siger Niels Bjerre-Poulsen, USA-ekspert og lektor på Institut for Amerikanske Studier på SDU.
Hård immigrationslinje
Donald Trump har igennem hele valgkampen hårdnakket påstået, at han vil deportere USA's omkring 11 millioner illegale indvandrere. Samtidig har han lovet at bygge en mur på grænsen til Mexico, og at Mexico skal betale for muren.
Det er den slags hårdtslående udmeldinger, der skaffede Donald Trump nomineringen hos Republikanerne.
Men i sidste uge kom Donald Trump med nogle udtalelser, der virkede som om, at han havde ændret mening, og nu støttede en form for legalisering af de 11 millioner illegale indvandrere.
Hvorefter Donald Trump så igen skiftede mening.
- Den hårde immigrationslinje har båret ham igennem primærvalgkampen. Men nu virker det som om, at han har fundet ud af, at den linje ikke kan bære ham igennem præsidentvalgkampen, siger Niels Bjerre-Poulsen, USA-ekspert og lektor på Institut for Amerikanske Studier på SDU.
Trump står i et dilemma
Det er noget af en balancegang, som Donald Trump skal ud på med sin store tale om immigration, fortæller de to danske eksperter Anders Agner og Niels Bjerre-Poulsen.
- Trump skal finde en kurs, hvor han kan fastholde de vælgere, der har støttet hans hardliner-kurs. Men samtidig skal han tiltrække nye vælgere, der har et mere moderat syn på immigration. Det er ikke nogen nem øvelse, fastslår Anders Agner, USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com, et online medie om USA.
Donald Trumps problem er nemlig, at han ikke ser ud til at kunne udvide sin vælgerskare markant. Men det bliver han nødt til, hvis han vil vinde præsidentvalget.
Han sakker nemlig langt bagefter Hillary Clinton i meningsmålingerne.
Eftersom langt størstedelen af USA's illegale indvandrere kommer fra Mexico og Latinamerika, støtter mange latinovælgere en blødere immigrationspolitik.
Latinoer er USA's hurtigst voksende vælgergruppe, og mange mener, at latinoerne vil afgøre præsidentvalget.
Donald Trump har desperat brug for flere latinovælgere samt stemmer fra andre vælgergrupper, der støtter en mere moderat immigrationspolitik.
Eller også skal han satse på at fastholde sine oprindelige hårde stil, og så håbe på, at det skaffer ham nogle nye vælgere. Selvom den strategi indtil videre ikke har båret frugt.
Med andre ord: Det er noget af en skillevej, som Donald Trump står overfor med sin store immigrationstale i Arizona senere i dag.
- Det er et sandt dilemma, som Donald Trump står i. Forudsætningen for at vinde flere vælgere, er at han bliver blødere på immigration. Men samtidig må han ikke gøre sine kernevælgere, der støtter en hård immigrationspolitik, sure, siger Niels Bjerre-Poulsen, USA-ekspert og lektor på Institut for Amerikanske Studier på SDU.
Inden talen i Arizona tager Donald Trump en lynbesøg i Mexico.
- Jeg har takket ja til invitationen fra Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto og ser meget frem til at mødes med ham i morgen, skrev præsidentkandidaten sent tirsdag på Twitter.
Trump har igen og igen talt om at bygge en mur på grænsen mellem USA og Mexico for at forhindre blandt andet ulovlig indvandring og narkokriminalitet. Det løfte har Trump ifølge Reuters tænkt sig at holde fast i, hvilket han skulle sige i onsdagens tale i Arizona.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1261555657228289