Trump vinder North Carolina efter tekniske nedbrud

Republikanernes kandidat sikrer sig endnu en vigtig svingstat - nemlig North Carolina. Det vurderer nyhedsbureauet AP.

Republikanske tilhængere fejrer valgsejrene i USA her i nat. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix)

Efter flere forsinkelser og tekniske problemer ved enkelte valgsteder i delstaten North Carolina er resultatet fra den vigtige svingstat nu i hus. Og det er Donald Trump, der er løbet med delstatens 15 valgmænd.

Det vurderer nyhedsbureauet AP.

Trump har vundet staten med 51 procent af stemmerne mod Clintons 46 procent.

Sejren kommer kort tid efter, at Republikanernes Donald Trump sikrede sig sejren i to andre afgørende svingstater, nemlig Ohio og Florida, og sikrede sig staternes henholdsvis 18 og 29 valgmænd.

Afgørelsen er i syne

Og det er antallet af valgmænd, der kommer til at afgøre, hvem der bliver USA's næste præsident.

Der er i alt 538 valgmænd, der skal fordeles i nattens løb. Den kandidat, der får 270, har vundet præsidentembeddet.

I skrivende stund har Donald Trump 216 valgmænd, mens Hillary Clinton har 197.

Indtil videre er 37 ud af 50 stater optalt - det er 60 procent af de samlede stemmer.

Følg resultatet fra det amerikanske valg her.