Trump vil sagsøge de kvinder som har anklaget ham for krænkelser

Trump varsler sagsanlæg mod de kvinder, der beskylder ham for uønskede, seksuelle tilnærmelser.

Omkring ti kvinder har de seneste uger stået frem og fortalt om, hvordan Trump har gjort uønskede, seksuelle tilnærmelser mod dem. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Donald Trump vil sagsøge de kvinder, der i løbet af de seneste uger har stået frem med anklager om, at han skal have krænket dem seksuelt.

- Alle disse løgnere vil blive sagsøgt, når valget er overstået, siger den republikanske præsidentkandidat ifølge flere medier i en tale lørdag.

Omkring ti kvinder har de seneste uger stået frem og fortalt om, hvordan Trump har gjort uønskede, seksuelle tilnærmelser mod dem.

Deres udtalelser kommer efter offentliggørelsen af en gammel optagelse, hvor Trump praler af, at han kan gøre, hvad han vil med kvinder.

- Disse begivenheder fandt aldrig sted, siger Trump lørdag om anklagerne mod ham.

Den republikanske præsidentkandidat gentager ligeledes sine anklager om, at valgkampen er manipuleret. Han beskylder også endnu en gang medierne for at være skyld i, at han er dalet i meningsmålingerne.

/ritzau/AFP