Det kan godt være, at Beyoncé har fået ros verden over for sin optræden til MTV's prisuddelingsshow i søndags. Men den tidligere New York-borgmester og Trump-støtte Rudi Giuliani er bestemt ikke imponeret.
Tværtimod. Faktisk mener den republikanske politiker, at hendes optræden var en skændsel, skriver The Guardian.
- Jeg har reddet flere sorte liv end de mennesker, der var på scenen, siger Rudi Giuliani til Fox News.
De mennesker, han refererer til, er fire mødre, hvis sønner er blevet dræbt af det amerikanske politi.
Beyoncés optræden tog nemlig udgangspunkt i hendes seneste album, 'Lemonade', der sætter fokus på bevægelsen #BlackLivesMatter og den debat, der de seneste år er blusset op omkring det amerikanske politis voldsomme behandling af især sorte unge mænd.
Vil have GPS på muslimer
Rudy Giuliani, der også tidligere har kritiseret #BlackLivesMatter, mener, at politikken under hans borgmestertid i New York - fra 1994 til 2001 - bør lovprises mere end Beyoncés optræden.
Hans politik blev dog kritiseret i 2013 af en føderal dommer, der påpegede, at reglerne for kropsvisitering var racediskriminerende og i strid med grundloven.
Under Rudy Giulianis tid som borgmester faldt kriminaliteten i New York dog med 56 procent.
Det er ikke første gang, at Rudi Giuliani kommer med kontroversielle udtalelser. I sidste måned forslog han blandt andet, at muslimer i regeringen bør bære et armbånd med en GPS i.
Det er heller ikke første gang, at den tidligere borgmester kritiserer Beyoncé.
Efter hendes optræden til Super Bowl-finalen i amerikansk fodbold i februar beskyldte han hendes for at "angribe politibetjente" på grund af hendes påklædning, der hyldede bevægelsen Black Panthers.