Ved de seneste seks præsidentvalg, helt tilbage til 1992, er en demokrat løbet med sejren i Pennsylvania.
De forskellige målinger viser også et forspring på få procentpoint til Hillary Clinton, men Donald Trump har ikke givet op endnu. Vinder han Pennsylvania, kan det blive afgørende, forklarer DR’s Steffen Kretz, der lige nu befinder sig i staten.
- Vinder Trump her, kan det være nøglen til Det Hvide Hus. Trump har fået rigtig godt fat i Pennsylvanias arbejdere, og han håber på, at han kan få flere af dem ud og stemme, så han kan indhente Clinton, siger Steffen Kretz.
Begge kandidater valgte at bruge sidste dag af deres kampagne i Pennsylvania. Hillary Clinton gjorde det i byen Philadelphia, hvor det tunge skyts var medbragt. Gæsterne var Barack Obama, førstedame Michelle Obama, forhenværende præsident og måske kommende førstemand Bill Clinton, mens Bruce Springsteen og Jon Bon Jovi sørgede for musikken.
Trump valgte at holde sit sidste arrangement i Scranton. Det er her, Steffen Kretz lige nu befinder sig for at tage temperaturen.
- Det er et område, som Demokraterne tidligere har været sikre på, men Trump har formået at få fat på de hvide arbejdsklassestemmer, som før var sikre demokratiske stemmer. Han har stillet sig i spidsen for en folkelig protestbevægelse, som har en stor tiltrækningskraft på de hvide uden uddannelse, der bor her, og uden for de store byer. Derfor er Pennsylvania stadig i spil, selvom Hillary Clinton fører i meningsmålingerne her.
Ifølge Steffen Kretz føler en stor del af arbejderklassen i området, at de er hægtet af den vækst, der sker i byerne og i den digitale industri. Globaliseringen har ramt fabrikkerne, og mange jobs er blevet automatiserede, og det gør ondt blandt arbejderklassen.
- De udviklinger lagt sammen betyder, at en stor gruppe af hvide føler sig presset økonomisk og kulturelt. Før var de hvide, kristne og hårdtarbejdende amerikanere toneangivende - deres USA var det rigtige USA. Nu føler de sig også presset på et andet punkt, for inden for få årtier vil de hvide i USA være i mindretal, fordi især gruppen af latinoer vokser hurtigt, siger Steffen Kretz.
- Den giftige tone, der har været igennem hele valgkampen forplanter sig, og det er mit indtryk, at hovedparten i lige så høj grad stemmer imod Clinton, som de stemmer for Trump. Mange har virkelig et had og en dyb mistanke til det, hun står for. Og Trump er for dem blevet den molotov-cocktail, de har lyst til at kaste mod Washington og den elite, som de føler, ikke lytter til dem.