Opmærksomheden er atter rettet mod Donald Trump. Og den er atter negativ.
Efter en samtale, hvor Donald Trump taler om at kunne befamle kvinder, er anklagerne mod ham begyndt at vælte frem i en række amerikanske medier. Anklager fra kvinder om, at han har befamlet dem, kysset dem eller vadet ind i deres omklædningsrum under skønhedskonkurrencer.
- Det handler fundamentalt om, at der tegnes et billede af Donald Trump, der behandler kvinder som en vare, man kan pille ved når som helst og hvor som helst, forklarer Steffen Gram, DR’s internationale korrespondent.
- Det er mord på mandens karakter.
Trump med retten
I avisen New York Times står to navngivne kvinder frem og fortæller deres historier om, hvordan præsidentkandidaten angiveligt befamlede dem.
Historien har fået Trumps advokat til at rette henvendelse til New York Times og kræve at artiklen trækkes tilbage, samt at der undskyldes.
”Sker det ikke vil min klient ikke have andet valg end at forfølge alle tilgængelige handlinger og retsmidler,” skriver advokaten, Marc E. Kasowitz.
I brevet anklages New York Times for bevidst at have publiceret artiklen i et forsøg på at knække Trumps kandidatur til præsidentposten. Anklagerne fra de to kvinder beskrives desuden som æreskrænkende og falske.
Der er da heller ingen beviser på hændelserne, der skal være fundet sted for mere end 30 og 11 år siden, men det er med til at tegne et billede af Trump, vurderer Steffen Gram.
- Anklagerne er helt klart ikke det samme, som at det er rigtigt. Der har også været angreb på i hvert fald én af kvinderne om, at dét hun siger simpelthen ikke kunne lade sig gøre, forklarer han.
- Men det efterlader et indtryk af en præsidentkandidat, som har optrådt som en præsidentkandidat simpelthen ikke bør.
Vælgerne vender ryggen til Republikanerne
Sagerne gør også ondt på Trump, og det republikanske parti er splittet, fortæller Steffen Gram. Flere prominente medlemmer – som den tidligere præsidentkandidat John McCain samt tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice – har også trukket deres støtte til kandidaten.
- Nogen af dem er så vendt tilbage, fordi han har lovet bål og brand over for dem, hvis de ikke støtter ham, forklarer DR’s internationale korrespondent.
Videoen har også kostet både Trump og Republikanerne dyrt i vælgeropbakningen, vurderer Steffen Gram:
- Det kommer blandt andet til at ramme senatet, hvor Republikanerne lige i øjeblikket fører og har flere pladser end Demokraterne. Men det har de formentlig ikke efter 8. november.
Foruden artiklen i New York Times har også journalisten Natasha Stoynoff skrevet en artikel om et møde med Donald Trump i 2005, hvor han angiveligt skubbede hende op imod en væg og kyssede hende.