Obama til Trump: Drop dit klynkeri

USA's præsident har ikke meget tilovers for Donald Trumps udtalelser om, at præsidentvalget er afgjort på forhånd.

- Jeg har hverken i mit eget liv eller i den moderne politiske historie oplevet en præsidentkandidat, som har prøvet at miskreditere valget eller valgprocessen, før valget har fundet sted, sagde den amerikanske præsident tidligere på dagen. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

Der bliver hverken snydt eller bedraget ved det amerikanske præsidentvalg, og den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, skal holde op med at påstå, at valgresultatet nærmest er afgjort på forhånd.

Det mener den amerikanske præsident, Barack Obama, som er ved at være godt træt af præsidentkandidatens beskyldninger om valgfusk.

- Jeg vil gerne opfordre hr. Trump til at droppe sit klynkeri og i stedet prøve at argumentere for at vinde stemmer, sagde den amerikanske præsident ifølge New York Times tidligere på dagen under en pressekonference med den italienske premierminister, Matteo Renzi.

- Jeg har hverken i mit eget liv eller i den moderne politiske historie oplevet en præsidentkandidat, som har prøvet at miskreditere valget eller valgprocessen, før valget har fundet sted, sagde han.

Alliance mellem Clinton og medierne

Donald Trump har i den seneste tid været fremme med en række beskyldninger om valgfusk.

Ifølge den amerikanske milliardær og realitystjerne er langt størstedelen af medierne direkte imod ham, og hele mediedækningen af valget er i den grad farvet, mener han.

Han påstår samtidig, at medierne har indgået en alliance med modkandidaten, den demokratiske Hillary Clinton, for at sikre, at han taber valget.

- Der bliver helt sikkert svindlet ved valget af de utroværdige og fordrejede medier, som støtter den uhæderlige Hillary - men også på mange valgsteder - trist, skrev Donald Trump for nylig på sin Twitter-profil.

Det har fået flere af hans støtter til at true med både optøjer og revolution, hvis Demokraterne vinder præsidentvalget.

Ifølge Barack Obama er påstandene "uden fortilfælde", og derfor opfordrer han Donald Trump til at ændre retorisk kurs.

- En af de gode ting ved det amerikanske demokrati er, at selvom vi har valg, der kan være energiske og nogle gange bitre, så har taberen altid lykønsket vinderen bagefter. Sådan har det været historisk set uanset hvilket parti, man kommer fra. Vi har genbekræftet vores demokrati og bevæget os videre, sagde præsidenten under pressemødet.

Det amerikanske præsidentvalg bliver afgjort tirsdag den 8. november i år.