Første præsidentdebat i fuld gang

Afbrydelser har præget den første time af debatten mellem de to præsidentkandidater, Hillary Clinton og Donald Trump.

De to kandidater, Donald Trump (t.v.) og Hillary Clinton (t.h.) (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

Netop nu udspiller den allerførste debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater sig på Hofstra Universitet i New York.

Debatten, som bliver modereret af NBC-journalisten Lester Holt, har allerede været omkring jobskabelse, raceproblemer og våbenkontrol, men også Trumps fornægtelse af præsident Barack Obamas fødested og Hillary Clintons brug af en ulovlig e-mailserver.

Men trods en høflig start mellem de to kandidater har debatten været præget af afbrydelser, primært fra Donald Trump under Hillary Clintons taletid.

- Du har ingen plan, du har ingen plan! råbte Trump blandt andet ifølge Ritzau, mens Clinton talte om at bygge en økonomi, der fungerer for den amerikanske middelklasse.

Provokationer og anklager

Clinton forsøgte da også at provokere Donald Trump ved at spekulere i, hvorfor Trump ikke har offentliggjort sine skattepapirer.

- Han skjuler noget. Måske er han ikke så rig, som han siger. Måske er det fordi, han ikke betaler skat. Måske vil han ikke have, at vi får at se, hvem han skylder penge, lød det ifølge Ritzau fra Clinton.

Debatten er den første af tre officielle debatter mellem de to kandidater, og det forventes, at omkring 80 millioner amerikanere følgere med i debatten.