I nat tørner de to amerikanske præsidentkandidater, Demokaternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump, sammen i den første direkte tv-duel ud af tre i denne valgkamp.
Selv om debatten løber af stabelen midt om natten, har du mulighed for at følge den live i tv og i tekst her på dr.dk fra klokken 2 - og i øvrigt på DR2 fra klokken 02:55, hvor Stéphanie Surrugue er vært direkte fra USA.
Debatten finder sted på Hofstra University i Hempstead, New York.
Det er tredje gang, at universitetet er vært for en præsidentduel. Sidste gang var i 2012 hvor præsident Barack Obama stod over for udfordreren Mitt Romney.
Tre emner er klar
Debatten varer i halvanden time, og vil være delt op i seks blokke á 15 minutter. Der skal debatteres tre emner, som hver vil blive debatteret i to gange 15 minutter:
Hvor er USA på vej hen
Hvordan får USA fremgang
Sikkerhed i USA
Aftenens ordstyrer er Lester Holt, der er vært på NBC Nightly News. Han starter den enkelte blok med et spørgsmål, som kandidaterne hver får to minutter til at svare på. Derefter er der fri debat mellem Trump og Clinton.
Debatten kommer oven på en for Trump god september måned, hvor han er gået markant frem i målingerne.
Lige nu ligger Hillary Clinton i spidsen med 46 procent, mens Trump bare er 2,6 procentpoint bagud og ligger på 43,4 procent, viser målingen fra RealClearPolitics.
- •
Lang historie for debatter
- •
Debatter mellem præsidentkandidater er et vigtigt element i den amerikanske valgkamp.
- •
Helt tilbage i 1858 mødtes Abraham Lincoln med demokraten Stephen Douglas til debat.
- •
Fra 1960 blev debatterne også transmitteret på tv. Her havde den første debat mellem demokraten John F. Kennedy og republikaneren Richard Nixon 66,4 millioner seere.
- •
Du kan læse meget mere om præsidentkandidat-debatterne, læse udskrifter og meget mere på debatternes officielle site, debates.org.
- •
Det amerikanske præsidentvalg finder sted tirsdag den 8. november.