Hillary Clinton nægter at give op, før sidste stemme er talt op.
Det siger Clintons kampagnechef John Podesta på Javits Center i New York, hvor Hillary Clinton har holdt sin valgfest i nat dansk tid.
- Jeg ved, I har været her i lang tid, og det har været en lang kampagne. Men jeg siger, vi kan vente lidt længere, kan vi ikke?, siger han til store klapsalver og jubelbrøl fra de mange Clinton-fans.
Et lille håb lever
I New York er det nu midt om natten. Og fem stater mangler at blive talt op.
Republikanernes kandidat, Donald Trump, fører lige nu valget og står til at vinde. Trump har 266 valgmænd.
Der skal 270 til for at blive præsident. Hvis Trump vinder Michigan, Arizona eller Minnesota har han nok valgmænd til at erklære sig selv som sejrsherre.
Men håbet levet i Clinton-lejren.
- Hun er ikke færdig endnu. Lad os få talt stemmerne og få det afsluttet, lyder det fra kampagnechefen.
Han fortsætter:
- Vi tæller stadig stemmer, og hver stemme skal gælde. Mange stater for tæt til at blive afgjort, så vi kommer ikke til at have mere at sige i aften.
Det vides ikke, præcis hvor Clinton befinder sig. Andet end at hun er i New York.
- Vi er så stolte af jer, og vi er så stolte over hende. Og hun er ikke færdig endnu. Tak fordi I støtter hende. Hun har altid støttet jer. Godnat. Vi har mere at sige senere. Vi kommer tilbage, siger John Podesta.