Våbenlobbyister omskriver Grimm-eventyr: Den lille Rødhætte med Shotgun

Hans og Grete og Rødhætte er blevet udstyret med våben i to nye fortællinger fra den amerikanske våbenlobby.

  • Screenshot fra NRA Familys hjemmeside hvor eventyrerne er udgivet. Her er det fortællingen om 'Den lille Rødhætte (med våben)'. (© NRA Family)
  • Screenshot fra NRA Familys hjemmeside hvor eventyrerne er udgivet. Her er det fortællingen om 'Hans og Grete (med våben)'. (© NRA Family)
1 / 2

- Sikke store tænder du har, sagde bedstemoderen.

- Det er, så jeg bedre kan spise dig, sagde den store stygge ulv.

Ulven lænede sig ind over bedstemoderen og var klar til at spise hende, men stoppede så pludselig op.

De store øre havde hørt den genkendelige lyd af et haglgevær (Shotgun), der blev gjort klar til affyring.

De store øjne så ned og opdagede, at bedstemoderen sigtede direkte på ham med et haglgevær...

Sådan husker du måske ikke ordlyden i eventyret om Rødhætte.

Du husker nok heller ikke, at Hans og Grete begge havde et jagtgevær på ryggen, da de gik ind i den dybe skov og mødte den onde heks.

Men sådan vil de amerikanske børn, som får oplæst en speciel ny version af to Brødrene Grimm-eventyr, sandsynligvis mindes godnatlæsningen.

Den amerikanske interesseorganisation 'National Rifle Association' (NRA) har nemlig omskrevet de to populære fortællinger om 'Hans og Grete' og 'Den lille Rødhætte' og har krydret historierne med våben og skudscener.

I begge eventyr er karaktererne vokset op med skydevåben og har lært at bruge dem sikkert, for eksempel til at gå på jagt.

I forbindelse med lanceringen af det seneste eventyr om Hans og Grete fortalte forfatteren bag, Amelia Hamilton, til CBS News, at NRA ønsker at sætte fokus på skydevåben og selvforsvar.

- Historierne er også for voksne. Det handler om sikkerhed, og ideen er, at det kan være en måde at få forældrene til at tage en samtale med deres børn om emnet, siger Amelia Hamilton.

Den lille Rødhætte ville have været meget mere sikker, hvis hun havde medbragt våben, skriver forfatteren bag NRA-eventyrerne, Amalie Hamilton, i et tweet.

I indledningen til begge eventyr skriver NRA, at de klassiske udgaver af de to eventyr ifølge organisationen kan skabe bekymring og usikkerhed hos børn på grund af de mange grumme scener.

'Har du nogensinde overvejet, hvordan historien om Rødhætte og Hans og Grete ville have lydt, hvis de havde lært at bruge skydevåben', står der blandt andet.

Børn forstår ikke risikoen ved skydevåben

I USA har eventyrerne fået en del kritik, heriblandt fra Ladd Everitt, der er talsmand for 'the Coalition to Stop Gun Violence' (Kollationen for at stoppe våbenvold).

- Der er ingen konsekvenser for børnene, som bærer våben, og som går ind i skoven med deres geværer, imens de taler om at dræbe skurkene, siger han til New York Times.

- De børn, som læser historierne, er ikke modne nok til at forstå, at der er en risiko forbundet med at eje et skydevåben.

https://twitter.com/Dan_at_Brady/status/713474715109629952

Dan Gross, formand for 'Center to Prevent Gun Violence' (Center for at modvirke våbenvold) ønsker at stoppe udgivelsen af eventyrene og skriver på twitter, at 'NRA har nedværdiget sig selv til at lægge skydevåben i armene på Amerikas yngste befolkning ved at udstyre eventyr-heltene med våben.

Som svar på kritikken fortæller Amalie Hamilton i NRAs ugentlige nyhedsmagasin, at hun i eventyret om Hans og Grete ønskede at lave om på den originale fortælling, hvor de to tvillinger bliver efterladt i skoven for at finde mad, fordi indbyggerne i landsbyen står til at sulte ihjel.

- I min version er de bare på tur i skoven for at se om de kan finde noget mad, der kan hjælpe med at give familien mad på bordet, siger Amalie Hamilton.

- Det er åbenbart en million gange værre end en historie om at sende dine børn ud i skoven for at sulte ihjel, fordi forældrene ikke har råd til at give dem mad.

Ifølge NRA er Amelia Hamilton både patriot og konservative blogger. Derudover står hun bag en række andre børnebøger.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1151491208234735