Under en kortvarig våbenhvile er det lykkedes at evakuere 250-300 arbejdere på Iraks største olieraffinaderi, som onsdag blev angrebet af islamistiske oprørere fra gruppen Islamisk Stat i Irak og Syrien, Isis.
Islamisterne har det seneste døgn kæmpet mod irakiske regeringssoldater om kontrollen over det strategisk vigtige anlæg.
Der har været 15.800 arbejdere på raffinaderiet og 100 udenlandske eksperter. Langt de fleste forlod stedet tirsdag, da anlægget blev lukket af regeringen på grund af frygt for et angreb.
Kontrol med tre fjerdedele af anlæg
Arbejderne blev eskorteret ud under en aftale, der kom i stand ved lokale sheikers mellemkomst.
Der gik onsdag forlydender om, at oprørerne havde taget kontrol over tre fjerdedele af anlægget.
Anlægget ligger i det nordlige Irak omkring 225 kilometer fra hovedstaden Bagdad.
/ritzau/Reuters