Utøya-naboer vil helst undvære nyt mindesmærke

- Vi, som bor nær Utøya, ønsker ikke at se et så kraftigt mindesmærke hver dag, siger Utøya-helt.

Sørgende nordmænd lagde blomster ved campingpladsen Utvike-camping over for øen Utøya efter terrorangrebet. (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

Naboer til et planlagt mindesmærke for ofrene for Utøya-angrebet vil føre sag for at få placeret det et andet sted.

- Vi som bor på Utstranda nør Utøya, og som har fået medhold i vores klager, ønsker ikke at se et så kraftigt mindesmærke hver dag, når vi tager til og fra arbejde, hedder det i en udtalelse fra Utøya-helten Jørn Øverby, som var en af de første, der kom ofrene på øen til hjælp, da han sejlede ud i sin båd, da han hørte skuddene fra angrebet.

- Vi har hele tiden sagt, at det vil komme til en retssag, siger advokat Harald Stabell, som er advokat for dem, som vil få mindesmærket som nærmeste nabo.

Traume-rapport bliver afgørende

Udtalelserne blev fremsat onsdag, efter at den norske regering havde besluttet, at et nationalt mindested efter terroranslaget den 22. juli 2011 skal stå klart i Sørbråten i Hole kommune i 2017.

Advokaten siger, at en rapport udarbejdet af et nationalt videnscenter om vold og traumatisk stress vil blive vigtig i den kommende retssag. Den handler om de psykosociale følger, som mindesmærket vil få for naboerne til det.

- Naboerne har udpeget et udmærket sted i nærheden. Men det tager staten ikke hensyn til. Det bliver en retssag, hvor naboloven får central betydning, siger Stabell.

Sagen kort

  • Der skal opføres to nationale mindesteder efter terrorangrebet - et i regeringskvarteret i Oslo og et på Sørbråten i Hole kommune, som ligger tæt på Utøya.

  • Placeringen og udformningen af det planlagte mindesmærke i Hole er omstridt.

  • I Oslo skal der åbnes et midlertidigt mindested 22. juli 2016, som skal erstattes af et permanent mindested senere.

  • På Utøya blev der i 2015 opført et mindested som består af en ring med navnene på 60 af de 69, som blev dræbt på øen. Et informationscenter om angrebet og mindesmærket blev åbnet i juli sidste år.

  • I alt blev 77 mennesker dræbt under terrorangrebet. Otte mistede livet, da en bombe sprang i Oslo, mens 69 personer blev dræbt på Utøya.

/ritzau/NTB