Usbekisk minister: Sverige blev advaret om angrebsmand

Ifølge usbekisk minister fik Sverige information om angrebsmand via et andet vestligt land inden angrebet i Stockholm.

Blomster er i flere dage blevet lagt i det centrale Stockholm efter angrebet for en uge siden, hvor en lastbil kørte ind i fodgængere og efterfølgende ind i et varehus. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Sverige fik informationer om den varetægtsfængslede usbeker Rakhmat Akilov, inden det dødelige angreb i Stockholm for en uge siden.

Ifølge udenrigsminister Abdulaziz Kamilov videregav den usbekiske efterretningstjeneste information om Akilov til Sverige via en af sine "vestlige samarbejdspartnere".

Han oplyser ikke, hvem der er tale om.

Ministeren bekræfter samtidig, at Akilov var forbundet med Islamisk Stat.

Akilov skal ifølge ministeren være blevet rekrutteret af Islamisk Stat, da han forlod Usbekistan i 2014 for at slå sig ned i Sverige.

Det er tidligere kommet frem via en usbekisk sikkerhedskilde, at Akilov forsøgte at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS) i 2015.

Han blev dog angiveligt tilbageholdt ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien og sendt til Sverige.

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har ikke ville forholde sig til oplysningerne, om at usbekeren forsøgte at tilslutte sig IS.

Heller ikke samarbejdet med det usbekiske retsvæsen har Säpo ville fortælle om.

Tirsdag fik Akilov forlænget sin varetægtsfængsling under et grundlovsforhør i Stockholm.

Han har erkendt at have kørt en lastbil, der dræbte fire mennesker og sårede 15 i den svenske hovedstad i fredags.

/ritzau/