USA's Syrien-angreb sammen med Frankrig og Storbritannien var dobbelt så stort som det angreb, USA udførte sidste år i april mod Assad-regimet.
Det fortæller den amerikanske forsvarsminister, James Mattis.
Angrebet i 2017 fik ikke bremset Bashar al-Assads brug af kemiske våben, og derfor reagerer man nu endnu kraftigere, siger han.
- Assad-regimet forstod tydeligvis ikke budskabet sidste år. Denne gang har vi angrebet langt hårdere. Sammen har vi sendt en klar besked til Assad og hans morderiske løjtnanter om, at de ikke skal forsøge at udføre endnu et kemisk angreb. Det vil de blive stillet til ansvar for, siger Mattis.
Indtil videre har amerikanerne ikke planer om at angribe på ny, siger han. Så længe Assad ikke bruger kemiske våben mod befolkningen igen.
- Det afhænger af, om Assad beslutter at bruge flere kemiske våben i fremtiden. De nationer, som har skrevet under på at bekæmpe kemiske våben, har al mulig grund til at udfordre ham, hvis han vælger ikke at overholde det. Men lige nu er det en engangforestilling, og jeg mener, at det har sendt et meget stærkt signal, der skal stoppe ham i at gøre det igen, siger Mattis.
Modsvar efter formodet giftangreb
Et laboratorium i Damaskus og flere militærbaser blev blandt andet ramt i nat. Klokken lidt over 04.00 dansk tid oplyste den amerikanske general og stabschef Joseph Dunford, at angrebet var slut.
USA's præsident, Donald Trump, siger, at USA er parat til at angribe Assads styre, så længe det anvender kemiske våben.
Angrebet i nat et direkte modsvar på et formodet kemisk angreb på civile i byen Douma sidste weekend. USA og dets allierede mener, at præsident Assad stod bag.
Russerne derimod mener, at angrebet var iscenesat med hjælp fra briterne.
Storbritanniens FN-ambassadør, Karen Pierce, har afvist de russiske beskyldninger, som hun har kaldt en “bizar og åbenlys løgn”.
Rusland vil svare igen
Russerne har ikke tænkt sig at ignorere de vestlige nationers angreb i Syrien, siger Ruslands ambassadør i Washington.
- Vi har advaret om, at sådanne handlinger ikke vil ske uden konsekvenser. Alt ansvar hviler på Washington, London og Paris, siger Anatolij Antonov i en erklæring.
- USA, der har det største lager af kemiske våben, har ingen moralsk berettigelse til at anklage andre lande, tilføjer ambassadøren ifølge Ritzau.