USA vil indføre nye sanktioner mod Rusland

Rusland skal straffes for fortsat at støtte Syrien regering.

USA vil indføre nye sanktioner over for Rusland. De skal straffe Rusland for dets støtte til præsident Bashar al-Assads syriske regime.

Det oplyser USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, søndag.

I et tv-interview fortæller hun, at finansminister Steven Mnuchin mandag vil præsentere sanktionerne.

- De vil rette sig direkte mod ethvert slags selskab, som handler med udstyr, der har relation til Assad og brugen af kemiske våben, siger Haley.

De nye sanktioner kommer, efter at USA, Frankrig og Storbritannien tidligt lørdag affyrede 105 raketter mod tre anlæg i Syrien, der skal have været brugt til at udvikle kemiske våben.

/ritzau/Reuters