USA vil have en ny æra i Zimbabwe.
Det siger en topembedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium.
Dermed opfordrer USA implicit præsident Robert Mugabe til at træde tilbage under den politiske uro, der i disse dage hersker i det afrikanske land.
Donald Yamamoto, der er ansvarlig for Afrika i USA's udenrigsministerium, afviser, at Mugabe bør tildeles nogen form for magt i et kommende styre i Zimbabwe.
- Det er overgangen til en ny æra for Zimbabwe. Det er det, vi virkelig håber på, siger Yamamoto i et interview med nyhedsbureauet Reuters.
Zimbabwes hær har tidligere på ugen overtaget kontrollen i landet. Det er tilsyneladende sket for at forhindre 93-årige Mugabe i et overdrage magten til sin kone.
Mugabe sidder formelt stadig på posten som præsident. Han blev torsdag set trykke hånd med hærchef Constantino Chiwenga.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a0deefa6187a40fb057a441
Samme Chiwenga har vedholdende afvist, at der skulle være tale om et militærkup i Zimbabwe.
Donald Yamamoto beskriver situationen i Zimbabwe som "meget flydende".
Han tilføjer, at USA måske vil ophæve sanktioner mod Zimbabwe, hvis landet gennemfører en række politiske og økonomiske reformer.
/ritzau/Reuters