Den amerikanske regering vil bruge nogle af de midler, som hidtil har været øremærket USA's indsats mod det dødelige ebolavirus i Vestafrika, til at bekæmpe den stadig voksende trussel fra zikavirusset.
Det oplyser Det Hvide Hus onsdag, skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere internationale medier.
De 589 millioner dollar - svarende til knap 3,9 milliarder kroner - skal blandt andet gå til forskning i virusset og de fosterskader, det kan medføre.
Det Hvide Hus oplyser videre, at beslutningen skal ses som et tegn på, at USA forbereder sig på, at det myggebårne zikavirus kan dukke op på det nordamerikanske kontinent.
Brasilien har været det hårdest ramte land af det zikaudbrud, der har spredt sig hastigt i gennem Latinamerika og Caribien.
Torsdag i sidste uge meddelte Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at det internationale forskningsmiljø nu stort set er overbevist om, at zika kan forårsage mikrokefali hos fostre samt være årsag til en sjælden neurologisk lidelse kendt som Guillain-Barré syndrom (GBS).
Mikrokefali er en sygdom, hvor børn fødes med for små hoveder og derfor kan udvikle hjerneskader.
Zikavirus spredes ved myggestik, men i seks lande, hvor myggen ikke findes, er folk også blevet smittet. Her menes smitten at være blevet seksuelt overført.
/ritzau/