USA: Vi vil hjælpe Irak med at genvinde Ramadi

Islamisk Stats indtog i den irakiske by Ramadi er et tilbageslag, erkender USA, som lover fortsat støtte til Iraks regering i kampen om byen.

En eksplosion i Ramadi i weekenden, som Islamisk Stat nu har tilkæmpet sig kontrollen over. (© Getty Images)

Tabet af den irakiske provinshovedstad Ramadi til terrororganisationen Islamisk Stat er et tilbageslag, men den internationale koalition, der kæmper mod den militante gruppe, vil hjælpe irakiske styrker med at genvinde kontrollen over byen.

Det siger talsmand for Det Hvide Hus Eric Schultz.

- Vi mener, at irakiske styrker har kapacitet til i sidste ende at indtage Ramadi med støtte fra koalitionen, siger han.

Bakkes op af Pentagon

Ifølge talsmanden vil koalitionens støtte blandt andet komme i form af fortsatte luftangreb mod Islamisk Stats positioner. 

En talsmand for det amerikanske forsvarsministerium har ligeledes meldt ud, at han er overbevist om, at det irakiske militær vil genvinde kontrollen med byen.

- Vi har hele tiden sagt, at der vil være op- og nedgang. Det er en svær, kompleks og blodig kamp. Der vil være sejre og tilbageslag. Og dette er et tilbageslag, lyder det fra Pentagon-talsmand oberst Steven Warren.

Iraks regering har beordret shiamilitser til Ramadi for at presse den militante sunnimuslimske bevægelse ud af byen igen.

Tusinder af mennesker er i weekenden flygtet fra Ramadi, som Islamisk Stat har tilkæmpet sig kontrollen over. (© Getty Images)

/ritzau/Reuters/AFP